Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 31. maj 2018

Tid til en øl - Sainte Hélène Barley Wine


31. Maj 2018


”Cesi n’est pas un Barley Wine” ( ”Dette er ikke en Barley Wine” ) står der på etiketten fra bryggeriet Sainte Helene. Det er naturligvis en leg med ord – inspireret at Magrittes berømte billede ”Cesi n’est pas un pipe”.
På bagetiketten efterfølges sætningen med ordene – ” Imperial Triple”, så det er måske det, der menes. men ”Barley Wine” står med stor skrift og er det eneste, der falder i øjnene, så det er svært helt at afgøre, hvilken type det er. Måske en lidt alternativ udgave af stilen.

Der er også lidt uenighed om procenten. På forsiden står der 12% og på bagsiden 10%. Til gengæld er der enighed og bitterheden - IBU 60. ( Brewers Gold og Strisselspalt ).

Brasserie Sainte Helene ligger i byen Florenville i det sydligste Belgien. Det blev stiftet i 1999 i Orsinfaing – Rue de Sainte Helene, som har givet navn til bryggeriet. Men bryggeriet har rykket teltpælene op flere gange og i 2013 endte det i Florenville. Stifter og brygmester er Eddy Pourtois, der er selvlært. Her brygges også over åben ild og kapaciteten er 1000 HL om året.

Det er en uklar nøddebrun øl med fin skumkrone. Skummet sætter sig smukt som ringe på glasset. Det er en aroma af maltet sødme, næsten son om det er honning i ( hvilket der ikke er ) Den føles blød og varmende i munden. Den er meget sød, hvilket jo ikke generer denne øldrikker synderligt, men lad det være en advarsel til dem, der ikke mener at ”øl” og ”sød” bør nævnes i samme sætning.
Den lovede bitterhed på 60 IBU gør meget lidt væsen af sig, men man kan dog fornemme lidt bitterhed til allersidst.
Med lidt forbehold for sødmen giver jeg den alligevel

Karakter 4

Jeg må nok mest hælde til, at det trods alt er en Barley Wine – men en noget anderledes udgave af den engelske stil. Og da slet ikke i nærheden af den amerikanske, som bryggeriet ellers selv nævner som inspiration.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar