Tid til en øl - Keizer Karel Goud Blond/ Jenlain Noël

27. Januar 2013

I går var børn og svigerbørn på besøg. Vi skulle have lidt at spise inden vi skulle se Melodi Grand Prix. Føst fik vi en laksemad med avocadosalat. Dertil en ”Keizer Karel Goud Blond” fra det belgiske bryggeri Haacht. Jeg skrev om bryggeriet  tidligere ( 28. Juli 2011 ), hvor jeg også beskrev den anden øl i serien – ”Keizer Karel Robijn Rood”. Den ene – en gylden øl til morgenstunden. Den anden – en mørkere øl til aftenstunden.

”Keizer Karel Goud Blond” har det lidt ejendommelige navn på flasken – ” Golden Blond Øl”. Bagpå står der tekst både på dansk og på engelsk, så den er vist beregnet til det danske/udenlandske marked. De to øl i serien kunne sidste efterår købes i Fakta.

Det er en smuk, gylden øl med hvidt skum. Alkoholprocenten er lidt høj ( 8,5% ) til en blonde, men den har ikke rigtig karakter af tripel. Aromaen er let krydret med lille lys frugt i baggrunden – mango/mandarin. Frisk og livlig i munden. Der er tilsat sukker og ascorbinsyre og det giver både en sød og en let syrlig eftersmag. Heldigvis ikke på en kunstig måde. Smagen er også en blanding af krydderi og frugt med en mild humleafslutning.

Karakter 4

 

Hovedretten var en steg på grillen. Det var lige koldt og blæsende nok udenfor, så det tog lidt tid at blive mør, men det smagte godt. Jeg havde i julegave fået en øl fra det franske bryggeri Duyck, der laver serien ”Jenlain”. I denne serie har de også en juleøl på 6,5% ved navn ”Jenlain Noël”. Da jeg i sin tid indledte min udforskning af ølverdenen var det en af de øl, der ofte blev omtalt i diverse ølbøger, men jeg har aldrig set den i butikkerne her.

Leon Duyck begyndte i starten af 1900tallet at brygge øl i den flamske del af Frankrig – i byen Zegerscappel. Denne interesse gav han videre til sin søn Felix, der i 1922 oprettede et bryggeri på sin gård i Jenlain, Frankrig. I 1950 var det ham der fandt på de store vinflasker med korkprop, der har været bryggeriet kendetegn siden. Det er nu Raymond Duyck ( 4. generation ) der står for bryggeriet.

”90 år” står der på flaskehalsen på juleøllen. Duyck holder fast ved en gammel tradition i Nordfrankrig om at brygge en julespecialitet til den normale pris – en slags julegave til forbrugerne. Der er brugt mere malt end normalt – tre slags dyrket i Frankrig, samt 3 slags humle fra Alsace.

Det er en rødlig øl med fin offwhite skum. Aroma af bær, karamel og krydderi. Let, men alligevel med god fylde. Smag af  mørke bær, lidt rosin og et strejf af anis. Måske lidt for let til stegen, men den faldt ikke helt ved siden af.

Karakter 4+

 

Tid til en øl - Wolf 8

25. Januar 2013

Lupus” er navnet på vores kat, hvilket jo er lidt mærkværdigt, eftersom det jo egentligt betyder ulv. ”Canis Lupus” er det latinske navn for ”gråulven”. Vores kat er opkaldt efter Professor Lupus i Harry Potter, for vi fik et kuld, hvor alle killingerne fik Harry Potter navne.

”Lupulus” ( som vores kat også tit bliver kaldt ) betyder egentlig ”lille ulv”, men det indgår også i humleplantens navn – ”Humulus Lupulus”.

Så det er måske meget naturligt at kalde sit bryggeri for ”Brouwerij Lupus” og sine øl for ”Wolf”.

Bryggeriet blev åbnet 13. maj 2008 og det var Peter van der Borght og tre af hans venner, der gik i gang. Siden kom også Bart Maryssael til. Nutildags er det kun Peter og Bart, der er tilbage. Bryggeriet ligger i Aarschot i Belgien.

I oktober var jeg med nogle venner på ”Det bette ølhus” i Aalbæk. Her sad vi inde i ølbutikken – omgivet af de mange flasker – da der var smagning i cafeen. Det var gevaldigt stemningsfuldt. Jeg smagte der en ”Wolf 9”, der er en stærk øl på 9,0%. Jeg ville egentlig have skrevet om den dengang, men noget kom i vejen, og nu kan jeg ikke huske så mange detaljer. Og mine notater var på det tidspunkt blevet lidt tågede, så jeg kan kun læse ”mørk og god”. Jeg har dog et billede som bevis.

 

Men jeg købte også en del øl med hjem –og huskede det i toget – så nu kan jeg smage det lidt lettere ”Wolf 8”.
 

Det er en mørk øl på 8,5% med kraftigt, beige skum. Som man kan se er det vist gældende for alle øl fra Brouwerij Lupus. Skummet danner en sjov lille skumhat. Man rammes af en sødlig aroma, hvor brun farin, karamel og krydderi møder en. Øllet har en blød fylde, men bruser lidt op i munden. Mange vil måske finde denne øl for sød, men for en sukkergris som mig er det ikke noget stort problem. Brun farin, krydderi og en anelse lakridsrod dominerer smagen, samt lidt aromahumle til sidst. Stort set ingen bitterhed.
 

Karakter 4
 

Lidt sjovt at de opkalder bryggeriet efter humle – for det er ikke en dominerende faktor. Og der er heller ikke meget bid i ulven. Men den er sød og god, som Disney’s ”Lille ulv” i Anders And bladet.

Tid til en øl - Affligem 950 Cuvee

23. Januar 2013

Nå, nu kan jeg åbenbart sætte billeder på igen. Computer er altså noget mærkeligt noget. Jeg må prøve at opdatere tidligere indlæg.

Klosteret i Affligem er det ældste i Flandern. Det blev grundlagt i 1062, hvor 6 landevejsrøvere besluttede at gå ind i benedictinerordenen. Sikkert for at undgå straf, men i hvert fald opførte de et kloster. Her begyndte de tidligt at brygge øl til deres ordensbrødre og til trætte vejfarende, der kom til klosteret. I sandhed en næstekærlig tanke.

For at fejre 950 årsdagen for dette bryggede man ( Alken-Maes ) en festøl i 2012. Det var oprindelig Brouwerij de Smedt der i 1970 havde fået rettighederne af Affligem, men de blev i 1999 overtaget af Heineken, der ejer Alken-Maes. De er dog stadig med i ”klosterølforeningen”.

”950 Cuvee” er en blond øl på 6,8%, men den er ”quadrupel hopped” som der står på etiketten. Man skal dog ikke forvente en bitterhed i stil med ”imperial IPA”, men i forhold til traditionelle klosterøl er humlen fremtrædende.

Det er en sløret, gylden øl med voldsom bobleudvikling og kraftigt, hvidt skum. Det første indtryk er syrlige cox orange æbler. Det er nok den benyttede aromahumle, der gør sig gældende, Man fornemmer æbler, kløver og lidt fyrrenåle. Det er en frisk tørstslukkende øl. De samme noter gør sig gældende i smagen, og man fornemmer som nævnt en tydeligere bitterehd end man ofte gør i blond-stilen.

Karakter 4

Tid til en øl - Det Sorte Øl 2

21. Januar 2013

Til ølsmagningen ”Det Sorte Øl” som Kjeld Vang Lauritszen afholdt i lørdag, blev der løbende serveret mad under smagningen. Der var tre dygtige herrer der lavede en lille vildtmenu, som passede perfekt til de mørke øl. Først fik vi serveret små ristede rugbrødsmadder med krondyrsspegepølse med rødløg og krondyrsfilet med æggestand. Derefter var der brød bagt på restprodukterne ved ølproduktion. Senere fik vi serveret tarteletter med krondyr og fasan en i dejlig peberrodssovs, og til sidst kartoffelmos med rodfrugter og kød der havde simret i øl. Til aller-aller- sidst var der et lille ostebord. Det var fuldt fortjent at de tre kokke fik en massiv applaus efterfølgende.

De sidste seks øl var alle i kategorien Imperial Stout. Først smagte vi den nye ”Håndlangeren” fra Syndikatet. Det er første gang jeg smager øl fra dette bryggeri. Det er et kontraktbryggeri med ikke mindre end ni partnere. Det er vinderen af håndbryg 2010,  Jonas Jacobsen der står i spidsen for bryggeriet. Der er noget hårdkogt, amerikansk gangstermiljø over etiketterne. Håndlangeren står med ryggen til med en kniv i hånden. Der er også brugt seks forskellige amerikanske humletyper i denne øl foruden hvede, havre, sukker, kaffe og krydderier. Det giver desværre et lidt rodet indtryk. Smagsnoterne stikker lidt i forskellige retninger uden helt at finde sammen. Vi har ristet malt, krydderi, fyrrenoter fra humlen og der afsluttes med en kraftig bitterhed på 72 IBU. Alkoholprocent på 9,3%

Karakter 3

Derefter fulgte vinderen af ”Årets Ny Øl 2007 – ”Imperial Stout” fra Midtfyns Bryghus.  Her er der også mange indtryk, men de arbejder bedre sammen og danner en kompleks øl. Jeg fornemmer sveske, chokolade og vanilje og det afbalanceres fint af humlen. Måske var de ristede maltnoter ved at trætte mig lidt, for den fik ikke helt så høj en karakter som i 2007.

Karakter 4+

Det gælder også for den næste øl – ” Black Magic Woman” fra Hornbeer. En øl der på mange måder minder om deres vinder – ”Carribean Rumstout”. Her er der bare ikke rom i, men ellers er vi på de samme kanter, hvilket vi også kan se af navnet, der jo må komme fra det gamle Santana hit: ”Black Magic Woman”. ( skrevet af Peter Green/Fleetwood Mac ).  Her mødes man af røg og læder. Det er en god, fyldig og kraftfuld øl. Røgen virker en smule skarp og syrlig, men her kunne min sidemand - der selv brygger – fortælle at det er meget vanskeligt at undgå.

Karakter 4+

Beer Here var repræsenteret med to øl. Den anden var ”Kremlin Crude” på 10,0%. Vi ser en nærmest kommunistisk etiket, hvor en arbejder rækker et skummende glas øl i vejret, mens et boretårn udspyr råolie – eller er det stout ? ”R”erne er spejlvendt, for sådan et bogstav findes på russisk.  Christian Skovdal Andersen tegner selv alle sine etiketter og der er altid et glimt i øjet.

Også her er alkoholprocenten 10,0%, men det lægger man ikke meget mærke til. Det er en letdrikkelig øl, der ikke virker for tung. Også her mødes man af røg, men der er ikke den samme syrlighed her. Krydderi og humle giver også deres bidrag til smagen. En udmærket stout, der dog mangler den kompleksitet, der skal til for helt at fange mig. Brygget på De Proef i Belgien

Karakter 4

Så fulgte endnu et bryggeri, jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med – Djævlebryg. De har en stoutserie ved navn Nekron, hvor ”Pride of Nekron” er deres 10,5% Imperial Stout. ”Nekron” er navnet på deres stout og samtidig navnet på en superskurk i tegneserien Green Lantern. Etiketten er enkel – sort med en hvid djævletegning på. Djævlebryg er ligesom Beer Here et kontraktbryggeri, der får deres øl brygget på Indslev. Faktisk var halvdelen af smagningens øl fra kontrakt/fantom bryggerier.

Indtil nu havde mørkristet malt naturligt været en del af hovedindtrykket for disse øl, men med ”Pride of Nekron” var det ikke sådan. Godt nok kunne man fornemme malt, men ikke i samme dominerende grad. Her blandede tørret frugt sig – figner især, men også sveske og rosin. Det blev rundet af med en tydelig bitterhed ( ca. 70 IBU ). Godt balanceret. Man fornemmede ikke den høje alkoholprocent. En behagelig variation – måske ikke så traditionel Imperial Stout-agtig, men klart et velkomment indslag i en ristet verden. Havde vi haft afstemning, var det nok blevet mit valg.

Karakter 4+

Vi sluttede af med en ganske ny øl – brygget for en uges tid siden i januar 2013. En yderst kraftig sag på 16,0% - Honey Badger” fra Stronzo. Der var 5 cl til hver. Til denne øl er der til 1000 liter brugt 400 kg honning. Det lyder af meget og Kjeld Lauritsen havde også svært ved at tro hvad han fortalte, men den skulle være god nok. Alkoholen er ikke så dominerende som man kunne frygte. Den er ikke fraværende i smagen og fornemmes som varme, men der er mange andre indtryk, der også trænger sig på. Honningen er forbavsende nok heller ikke tydelig. Der er sødme og noter af bær – jeg synes at smage alteabolcher, lidt kaffe, lidt lakrids. Intet var helt fremme i billedet. Og god og kompliceret, tykflydende stout, der også har fået betegnelse Double Stout.

Karakter 4+

Det var en god smagning med godt øl ( i længden lidt for meget ristet malt, men det var jo forudsigeligt ), god mad og masser af oplysninger om de danske mikrobryggerier.

Og vi skulle jo høre efter, for vi sluttede at med en lille tipskupon, hvor vi skulle krydse svar af til otte forskellige spørgsmål om dagens emne. Så kunne man vinde en lille eksklusiv ølgave. Jeg havde alle otte svar rigtige, og det var der flere der havde, så der blev trukket lod, men jeg vandt ikke.

Tid til en øl - Det sorte øl

20. Januar 2013

I går var der ølsmagning i ”De danske ølentusiaster” – Aalborg. Det var Kjeld Vang Lauritsen fra hovedbestyrelsen, der afholdt en porter/stout-smagning med navnet ”Det sorte øl”. Kjeld færdes hjemmevant hos de danske mikrobryggerier og havde udvalgt tolv sorte, danske øl, der skulle smages. Fem af dem er med i afstemningen om året øl 2012 og så en helt ny øl fra Stronzo, som er brygget her i januar 2013. Et vældigt program.

Undervejs fik vi dejlig mad, men mere om det i morgen. Kjeld fortalte en masse om de forskellige bryggerier og truede med en prøve til sidst ( med gevinst ) så man havde bare af at høre efter. Han ville ikke stå og fortælle os hvordan øllet smagte – det kunne vi selv finde ud af. Alle øllene passede ind i dagens kategori – de var alle kulsorte, så jeg gider ikke i det efterfølgende beskrive øllets farve og udseende ( desværre virker billedfunktionen stadig ikke her på bloggen ).
 

Første øl i programmet var en øl Kjeld Lauritsen ofte åbnede portersmagninger med. En mild og god havrestout fra Kragelund Bryghus – ”Natmand” ( 6,0%). Jeg har tidligere skrevet om den - i januar 2011. Den har en aroma af mørkristet malt. Havre gør at den føles rar og blød i munden. Smag af ristet malt, røg og lidt lakrids.

Karakter 4

 

Den næste øl var fra Stenbogaard på Midtfyn. Jeg smagte en ”Julebryg” ( 4 dec 10 ) da vi havde en julehytte på torvet i Aalborg, men der var så koldt, så jeg ikke har skrevet en ordentlig anmeldelse. Der var nærmest is i flasken. De laver en ”English Dark Stout”, som de selv beskriver som tyktflydende med smag af kaffe, chokolade og lakrids. Hvis der var en smagsnuance, jeg savnede gennem hele smagningen var det faktisk kaffe og chokolade, men netop her hos Stenbogaard var lakridsen en tydelig medspiller. Både i aromaen og i smagen. Den føles let i munden – en smule prikkende. Også en venlig og behagelig øl.

Karakter 4
 

”Venlig” er ikke ordet til at beskrive etiketten på Beer Here’s Scandinavian Style Porter – ”SoD”. Det ligner mere en plakat til DAD. Sort med monsteragtigt kranium med horn. Hvad navnet præcis hentyder til ved jeg ikke. ”Sod” betyder i slang ”idiot”, ”dumt svin” eller sådan noget. Det er også navnet på et heavyband fra 80’erne. Endelig kan det jo hentyde til farven ( som tidligere nævnt –sort ) der udmærket kunne ligne sod fra skorstenen.

Det er en ”baltisk porter” og her var der noget rod i fortællingen omkring denne stil. Jeg mener helt bestemt at en baltisk porter er en undergæret øl, men det var ikke det vi fik fortalt. Men det er jo også en noget kompliceret affære, at vove sig ind på at fortælle om forskelle mellem porter og stout. Men vi hørte om den danske porters udvikling - fra et par mislykkede forsøg hos Ny Carlsberg i 1880’erne til det endelig lykkedes Gl. Carlsberg at få succes i 1895. Vel at mærke med en undergæret porter, der nu med en del ændringer kendes under navnet ”Carl’s Porter”.

”SoD” er først og fremmest præget af mørkristet malt. Der er lidt sødlige noter fra vanilje og mørk frugt, men først og fremmest ristet malt. Alkohol 7,5%

Karakter 4

Fra 2012
 

Det nye bryggeri Stronzo kom på banen med en 7,8% stout ved navn ”Swagger Juice”. Det er også en af de nye øl fra 2012. ”Swagger” hentyder til hvordan man fører sig frem –  arrogant og pralende eller cool og sej. Får man nok af denne juice kan man måske føle sig lidt mere selvsikker i sin optræden. Ordlyden på teksten er skrevet i en spiral rundt om ”Stronzo”. Øllet er resultatet af en afstemning på Facebook hvor folk kunne komme med forslag. Det er en ”espresso rye stout”. Kaffen er ikke tydelig, men man fornemmer den i aromaen, der er mild og god. Det står i modstrid til følelsen, der er anderledes skarp og udfordrende. Den har en let syrlig smag, lidt hostesaft og så er der mere humle end i de forrige.

Karakter 3+

 

”Swagger Juice” var altså en rugstout, og det var de to næste øl også. Ugly Duck, der hører til på Indslev Bryghus har simpelthen kaldt deres øl for ”Rye Porter”. Så ved man da hvor man står. Det er Martin Jensen ( tidligere Raasted ), der står for udviklingen af Ugly Ducks øl, men vi fik at vide, at han ikke har noget med selve brygningen at gøre. Også den øl var på 7,8%. Igen overvejende ristet malt ( det var naturligt nok en gennemgående note i alle øl ). Her var smagen blødt lidt op af rosin og sveske og man anede også en smule rugbrød.

Karakter 3+

Amager Bryghus holder sig til det danske, og kalder deres udgave for ”Rugporter”. Her er udover ristede noter en mere kompleks palet af lakrids, mørke frugter og lidt mørke bær, der giver lidt sødme til smagen. Alkoholprocenten har fået et nøk opad til 8,5%.

Karakter 4

Det var de seks første øl i denne sorte smagning. De sidste seks var alle i stilen Imperial Stout.

Tid til en øl - Fuller's Past Masters Old Burton Extra

18. Januar 2013

Fuller’s har sendt deres tredje øl i serien Past Masters på gaden. Denne gang er det en øl, der blev brygget første gang i 1931- 10 september for at være nøjagtig. Brygmesteren John Keeling har igen været på jagt i den gamle ”Brewbook”, hvor alle optegnelser fra tidligere brygmestre står skrevet. Så man kan være sikker på datoen. De to første øl i serien var en strong ale – ”XX” og en ”Double Stout”. Begge øl var fra slutningen af 1800tallet. ( Jeg har skrevet om dem, men de er blandt det sidste halve år, jeg endnu ikke har fået overført fra TV2-blog ).

Bryg nr. 3 hedder ”Old Burton Extra” og er en strong ale på 7,3%. Vi forbinder jo mest byen Burton-upon-Trent med IPA, men inden man i 1820erne for alvor slog sig på denne øltype, var byen kendt for en mildere, mørkere øl. Det er denne type Fuller’s i 1931 genopfandt.

Fuller’s hævder at man i 1931 baserede ”Old Burton Extra” på en gammel original opskrift. Der er brugt pale ale og crystal malt, majs og en speciel brygsirup. Humletyperne er de traditionelle Fuggles og Golding, der også er brugt til dryhopping.

Man bryggede ”Old Burton Extra” indtil 1971, hvor den blev erstattet af ”ESB”. Den dukkede op på fad på en festival i Ealing i juli 2012, kom på flaske i august 2012, men det er først nu jeg har set den i landet. Hos Ølkonsortiet i Aalborg.

Det er en mørk ale med rødligt skær – offwhite skum. Duft af karamel, men mest af en mild, frisk humle. God mundfylde. Smag af karamelsødme, bær og jeg bilder mig ind at opfatte en snert af salmiaklakrids. Dette afløses af en temmelig kraftig humleprofil og en bitterhed, der holder længe i eftersmagen.

Karakter 4

I perioden omkring 2. Verdenskrig var denne øltype vældig populær, og man brugte udtrykket ”gone for a Burton” om soldater, der var meldt savnet og hvis skæbne var ukendt. Men navnet bruges ikke mere, og stilen er ikke så karakteristisk at den adskiller sig nævneværdigt fra andre strong ales. Men det gjorde den måske da.

 

Tid til en øl - Jacobsen Naked Truth

17. Januar 2013 - Jacobsen Naked Truth

Forleden hørte jeg fra ølkenderen Jakob Schytz, at The Wharf i Aalborg i dag skulle få en ny øl fra Jacobsen på fad – ”Naked Truth”. Det er et samarbejde mellem Jacobsen og Charlie’s Pub, der også har samme ejer som The Wharf. Det er en fadlagret srong ale, baseret på ”Golden Naked Christmas Ale”. Selv kalder de den for en barley wine.

Jeg var tidligere meget begejstret for Jacobsen øl. Dengang der var en linje med nordiske ingredienser. På det sidste har deres nye øl ( de få vi har fået her i Aalborg ) været en smule mere tandløse og anonyme, men jeg håber da stadig at det eksperimenterende kommer igen. Så jeg satte kursen mod The Wharf og tog mig en lille fyraftensøl.. ”Naked Truth” er på 8,0%, men det er jo også stærkt, når man ser på engelske øl fra fad. Beskrivelsen på fadet er som følger: ”A deep reddish-brown barley wine. Rich and sweet mouthfeel balanced with spicy, hoppy character.” ( her skulle egentlig være et billede, men skidtet virker ikke ).

 

Det er en mørk rødlig øl med blødt, luftigt skum. Man fornemmer en smule sødme, mørke bær, et strejf af peber og lidt alkohol. Blød og venlig i munden, måske en smule fad – og den har en lettere bedøvende virkning. Virker umiddelbar stærkere end de 8,0%. Smagen er også præget af mørke bær, samt let krydderi. Minder egentlig ikke så meget om den lyse jule ale. God bitterhed i eftersmagen. Overordnet en god, mild øl.

Karakter  3+