Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 27. januar 2013

Tid til en øl - Keizer Karel Goud Blond/ Jenlain Noël


27. Januar 2013

I går var børn og svigerbørn på besøg. Vi skulle have lidt at spise inden vi skulle se Melodi Grand Prix. Føst fik vi en laksemad med avocadosalat. Dertil en ”Keizer Karel Goud Blond” fra det belgiske bryggeri Haacht. Jeg skrev om bryggeriet  tidligere ( 28. Juli 2011 ), hvor jeg også beskrev den anden øl i serien – ”Keizer Karel Robijn Rood”. Den ene – en gylden øl til morgenstunden. Den anden – en mørkere øl til aftenstunden.

”Keizer Karel Goud Blond” har det lidt ejendommelige navn på flasken – ” Golden Blond Øl”. Bagpå står der tekst både på dansk og på engelsk, så den er vist beregnet til det danske/udenlandske marked. De to øl i serien kunne sidste efterår købes i Fakta.

Det er en smuk, gylden øl med hvidt skum. Alkoholprocenten er lidt høj ( 8,5% ) til en blonde, men den har ikke rigtig karakter af tripel. Aromaen er let krydret med lille lys frugt i baggrunden – mango/mandarin. Frisk og livlig i munden. Der er tilsat sukker og ascorbinsyre og det giver både en sød og en let syrlig eftersmag. Heldigvis ikke på en kunstig måde. Smagen er også en blanding af krydderi og frugt med en mild humleafslutning.

Karakter 4

 
Hovedretten var en steg på grillen. Det var lige koldt og blæsende nok udenfor, så det tog lidt tid at blive mør, men det smagte godt. Jeg havde i julegave fået en øl fra det franske bryggeri Duyck, der laver serien ”Jenlain”. I denne serie har de også en juleøl på 6,5% ved navn ”Jenlain Noël”. Da jeg i sin tid indledte min udforskning af ølverdenen var det en af de øl, der ofte blev omtalt i diverse ølbøger, men jeg har aldrig set den i butikkerne her.
Leon Duyck begyndte i starten af 1900tallet at brygge øl i den flamske del af Frankrig – i byen Zegerscappel. Denne interesse gav han videre til sin søn Felix, der i 1922 oprettede et bryggeri på sin gård i Jenlain, Frankrig. I 1950 var det ham der fandt på de store vinflasker med korkprop, der har været bryggeriet kendetegn siden. Det er nu Raymond Duyck ( 4. generation ) der står for bryggeriet.
”90 år” står der på flaskehalsen på juleøllen. Duyck holder fast ved en gammel tradition i Nordfrankrig om at brygge en julespecialitet til den normale pris – en slags julegave til forbrugerne. Der er brugt mere malt end normalt – tre slags dyrket i Frankrig, samt 3 slags humle fra Alsace.
Det er en rødlig øl med fin offwhite skum. Aroma af bær, karamel og krydderi. Let, men alligevel med god fylde. Smag af  mørke bær, lidt rosin og et strejf af anis. Måske lidt for let til stegen, men den faldt ikke helt ved siden af.
Karakter 4+
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar