Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 9. januar 2017

Tid til en øl - Vicaris Winter 2015

9. Januar 2017

Vincent Dilewyns begyndte i 1999 at brygge øl til eget forbrug hjemme i Grimbergen. I 2005 bryggede han en øl til præsentationen af en bog, hans bror havde skrevet.  han kaldte den Vicaris og der blev hurtigt en efterspørgsel efter denne øl. Så han udvidede sortimentet og vandt efterfølgende flere priser. Så i 2008 forlod han tandlægegerningen og slog sig på øl. Han købte faciliteter i Dendermonde, og åbnede officielt i 2010.

”Vicaris Winter 2015” er en mørkebrun ale på 10,0%. Den har et fint, lettere beige skumlag. Duften er sødlig og præget af sveske og blå blommer. Det er en fyldig øl, hvor alkoholen er pænt skjult af den sødlige smag. Det er igen den mørke frugt, der fornemmes, og humlen kommer aldrig rigtig til udfoldelse. En sød belgier – præcis som den skal være.

Karakter 5

”Vicaris” betyder ”Præsten

lørdag den 7. januar 2017

Tid til en øl - Rebel IPA / Ingloriousl Quad / Fuller’s Imperial Stout



7. Januar 2017

Nytårsaften havde vi besøg af vennerne fra madklubben. Vi var klar til dronningens nytårstale, men det var jo kun sort skærm. Hurtigt fik svigersønnen rigget en computer til, så vi ikke gik glip af noget. Vi havde Asti og vin, cola og øl klar til talen. Jeg havde åbnet en stor flaske Leffe Blond, og den passede fint til velkomst og nytårsskål.

Vi havde bestil en femretters menu til aftenen. Første ret var en dejlig jordskoksuppe med bacon, og dertil drak vi mænd en god øl fra Rogue i Oregon, USA. ”Dead Guy Ale” er i stil med en tysk maibock. Det er en lys øl med en god maltsmag og en let bitterhed til slut. Glimrende til suppen


Derefter smagte vi to forretter med henholdsvis kylling og fisk, og der havde vi fat i en ”Rebel IPA” fra Boston Beer Company. Det er i serien ”Samuel Adams”, selvom det ikke er det kendte portræt, der pryder etiketten.

Det er en west coast IPA på 6,5% og en tydelig bitterhed, der dog ikke overdøver alt andet. ( IBU 45 ) Der er brugt Cascade, Simcoe, Centennial, Chinook og Amarillo humle. Aromaen er frisk med duft af grape og orange, men i smagen trænger mere fyrrenål sig på. Også en god fylde, hvor malten i starten får en kortvarig indflydelse.

Karakter 4


Til hovedretten ( oksekød ) fik vi alle rødvin, og derefter var der is. Nogle fik portvin, men vi prøvede at åbne en flaske fadlagret ”Glorious Quad”, for at se om den duede til isen. Det gjorde den allerhøjeste grad.

Det er det belgiske bryggeri Inglorious Brew Stars, der står bag denne øl. Jeg købte den i efteråret i Det Bette Ølhus i Aalbæk. En almindelig og så en fadlagret udgave, der har ligget på ”Belgian Owl”-whiskyfad. Det har bevirket at alkoholprocenten er steget fra 10,3% til 11,4%

Det er en mørk øl med kraftigt skum. Fantastisk duft af karamel og chokolade. God fylde i munden – vinøs, men alkoholen virker ikke sprittet. Smagen er kompleks med både mørk frugt, chokolade og lidt skarpere indtryk fra whiskyfadet. Der afsluttes med lidt brændt karamel.


Karakter 5


Efter at have skudt nytår ind og skålet i champagne, sad vi lidt og rundede aftenen af, og jeg fandt en ”Fuller’s Imperial Stout” frem. Jeg havde kun en enkelt flaske, så det blev til en lille, men god smagsprøve til hver.

Det er en kraftig, sort øl på 10,7%. Der er brugt Sovereign og Centennial humle, og så er der tilsat rosenknopper. det giver en lille drejning til den traditionelle stout. Maltet duft med chokolade og kirsebær ( sikkert rose ). Vældig god mundfylde og en smag, der i begyndelsen er typisk med malt, chokolade og kaffe, men som senere netop får et kirsebærpræg. Der sluttes af med en antydning af lakrids og en ganske pæn bitterhed for en engelsk stout.

Karakter 4+

torsdag den 5. januar 2017

Tid til en øl - Nøgne Ø Special Holiday Ale


5. Januar 2017

”De tre vise mænd” eller ”de hellige tre konger” på vej mod Betlehem på deres kameler. De nåede frem den 6. januar – eller måske nærmere aftenen før, for de skulle jo kunne se stjernen. Jeg synes derfor det var passende at hylde dem med en ”Special Holiday Ale” på denne aften. Den stammer fra Nøgne Ø i Norge og den er brygget med kastanjer fra Michigan, salvie fra det sydlige Californien og enebær fra Norge. Det er næsten som kongerne hver især har bidraget med en ingrediens. 
Nu står der i den oprindelige græske tekst ikke noget om, at de ”vise mænd” var tre – at de var hellige – eller de var konger, men de havde i hvert fald tre gaver med, så det stemmer meget godt.

Det er en mørk øl på 8,5%, der danner en svag, lys skumtop. En behagelig krydret aroma, hvor salvie og enebær træder frem. God krop og fylde. Man kan godt ane lidt kastanje i begyndelse inden en meget velbalanceret salvie tager over. I slutningen dukker enebær frem – det er virkelig en varieret smagsvariation. Men den er ualmindelig godt sat sammen, så det hele er afstemt på fornemste vis. En af dette års allerbedste julebryg.


Karakter 5

onsdag den 28. december 2016

Tid til en øl - Julens Øl


28. December 2016


Det er blevet til en del juleøl siden sidste indlæg her – mest fordi de er blevet lagt ud på Facebook med en lille kort beskrivelse. Ikke nogen decideret anmeldelse, men mere en anvisning til venner og bekendte om mulige øl til jul.

Som så mange andre ølentusiaster af den ældre generation må jeg jo vedkende mig, at jeg godt kan lide belgiske klosterøl – og ”St. Bernadus Christmas” hører til blandt bedste i den kategori.

En af de nye juleøl jeg ikke tidligere har smagt, er Braunsteins nye ”Pokal Julebryg”. Den sælges i Brugssen og er naturligvis økologisk. De har taget den gamle nisse-/hvidtølstradition op, og lavet en øl, der smagsmæssigt lægger sig i det spor. Den er maltet, sød og med tydelig smag af rugbrød, ja nærmest øllebrød. Nisseøl med kraft, for den er kraftigere ( 6,0% ) og mere afbalanceret end de lidt for vamle nisseøl.


Karakter 3


Refsvindinge lancerede i 1995 ”Ale no. 16” som Danmark første ale i nyere tid. Jeg har aldrig helt forstået dens popularitet, men jeg var heller ikke interesseret i øl på det tidspunkt – og da jeg endelig stiftede bekendtskab med den, havde jeg smagt flere fantastiske engelske ales først. Derfor synes jeg også, at deres juleøl – ”Ale no. 24” er bedre. Den er fyldigere og mere belgisk i smagen – med blomme og mørk frugt.

Karakter 3,5%

Lillejuleaften hyggede jeg mig i familiens skød med en ”Bush Noël” på 12,0%. Igen en belgier af høj kvalitet.

Juleaften var med Jacobsen ”Golden Naked Christmas Ale” der passede glimrende til maden.


”Hvad sker der lige her?” spørger nissen, der pryder etiketten på Ridgeways ”Black Elf”.
”Black Pale Ale – det giver jo ingen mening”
”Næ”, indrømmer bryggeren, ”men hvad skal man kalde en sort øl, der smager som en american pale ale, når man lukker øjnene?”

”Black Elf” er en forfriskende juleøl blandt de mere maltede. Den er let – kum på 4,5%, men den har en god og tydelig smag af humle, lidt ristede noter, måske fra sortristet umaltet byg, og en god bitterhed i slutfasen.

Karakter 3+


Wychwood er bedst kendt for deres ”Hobgoblin”, men laver også en juleøl baseret på Mr. Scrooges i Dickens’ ”Et Juleeventyr”. Han hadede julen og udstødte altid et fnysende: ”Bah Humbug”.
Den er julekrydret med kanel og denne udgave er på 5,0%. Det bliver nok lidt i overkanten i det lange løb, så den er god at dele – som det ofte er tilfældet med for massive juletilsætninger.

Karakter 3

”Tjseeses” fra De Struise er også en belgisk øl, hvor man mærke julefreden sænker sig. Helt i top. Og selvom den ”Økologiske Julefred” fra Thisted Bryghus er af en helt anden karakter, går vi her ind for julefred i enhver afskygning.


I dag er jeg lidt hæs, for vi brugte formiddagen på at agere lydpor til en kommende film. Mændene fra Skansespillet skulle være lydsiden til en optagelse af en sportsbegivenhed, og det var med en del stemmevolumen.

Så det var godt til aften at smøre stemmen med en juleøl fra Lervig i Norge. ”Smokes Like Christmas” er en julestout, og det har der været lidt mangel på de seneste år, synes jeg. Der er ikke meget julefred over etiketten, hvor julemanden sigter på os med en rygende pistol.

Røgen stammer fra Islay Whiskyfade. Nogle overskydende juleøl blev smidt på et par Ardbeg fade, og derefter blev resultatet blandet i en god stout. Et godt resultat, hvor røgen er mærkbar, men ikke for dominerende. – Siger jeg, men min svigersøn er ikke helt enig.

Karakter 4 

mandag den 19. december 2016

Tid til en øl - Père Canard


19. December 2016 


”Canard” betyder egentlig ”and”, men pga andens vraltende gang er det også et slangord for ”fuld”.
”Pére Canard” betyder altså ”Fader fuld” eller noget i den retning. Det er en kraftig og fyldig juleøl på 9,0%, der brygges af Huisbrouwerij Sint Canarus. Dette bryggeri er – efter sigende – det største og bedste bryggeri i byen Gottem. Og byen er så lille så det også er det eneste.

Brygmesteren er Piet Meirhaeghe, men han går også under navnet Dr. Canarus. Et navn der stammer fra den lokale ølklub ”Semper Canarus” ( ”altid fuld” ).

Deres juleøl er en mørkebryn øl med kraftigt skum. En maltet duft med tørret frugt og lidt chokolade. Det er en fyldig øl, der flyder langsomt fra glasset og som virker kraftigere end den egentlig er. Ikke på en sprittet måde, for alkoholen er fint gemt, men det er en kompleks øl med masser af smagsnuancer. Malt, mørk frugt og lidt sød lakrids til at slutte af med. Ingen nævneværdig bitterhed. Jul på flaske.

Karakter 4+


Købt hos Vera i ”Det Bette Ølhus”, Aalbæk

søndag den 18. december 2016

Tid til en øl - Willemoes Jul 2010 / Coisbo Christmas Bock


18. December 2016


I går var vi til den traditionelle julefrokost hos gode venner i Aalborg. Her er altid god mad  og der bliver også serveret godt øl og kryddersnaps. Vi fik både ”Carlsberg 47” og Jacobsen 2Golden Naked Christmas Ale” og der var også juleøl fra Svaneke og Ørbæk.

Til desserten - som var en julecheesecake, min kone havde lavet – fandt værten en gammel ”Willemoes Jul 2010” frem fra gemmerne. Oprindelig var den en belgisk strong ale på 12,0%, men den lange lagringstid havde ændret, så den var blev langt sødere. Jeg synes, det belgiske præg var gået af den, og den mindede mere om en engelsk barleywine. Jeg anmeldte den i sin tid og lagde dengang vægt på blomme og julekrydderier, men nu er det krydrede væk – det er blomme i madeira. Og det passede glimrende til desserten.



Karakter 4


Her til aften blev der så åbnet for en ”Christmas Bock” fra Coisbo Beer. Bryggeriet er jo desværre gået konkurs, og jeg kan forstå, at der er en del ballade og uenighed om årsagen. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er da ærgerligt, når nu de brygger godt øl. Og henvise til ølbloggen ”Stovt”, hvor der forklares udførligt om affæren

”Christmas Bock” nåede at komme i handlen inden konkursen og kan derfor nydes denne jul.

Det er en uklar øl med orange glød. Alkoholprocenten er på 6,25 og den er brygget med appelsin og nelliker, hvilket også er det, der møder en både i duft og smag. Nelliker kan naturligvis godt virke temmelig dominerende, men her synes jeg de er tilsat med nænsom hånd - i hvert fald når man lige har vænnet sig til smagen. En god fyldig øl.

Karakter 4

fredag den 16. december 2016

Tid til en øl - Ridgeway Warm Welcome


16. December 2016 


De gamle engelske juleølbetegnelser ”Winter Warmer” og ”Winter Welcome” er hos bryggeriet Ridgeway blevet slået samme til ”Warm Welcome” – en brown ale på 6,0%. Den varme velkomst hentyder til etiketten, hvor man ser julemanden på vej ned gennem skorstenen. Man kan se hans ben og nedre regioner – og på den oprindelige etiket var der en lille dreng, der holdt en tændstik ind under. Det kunne man ikke acceptere i Connecticut, USA. Børn på øletiketter og opfordring til drengestreger – så ”Warm Welcome” blev forbudt. Det er ikke første gang, at etiketter har været årsag til forbud i den stat. ”Seriously Bad Elf” og Hoegaardens ”Verboten Vrucht” har lidt samme skæbne.

Det var ellers brygmesterens lille søn, der havde fået ideen til etiketten, men man ændrede den til en knitrende pejseild under julemanden. Det hjalp dog ikke.- for undertitlen er ”Nut Browned Ale” og det gav forkerte associationer i forhold, hvad man rent faktisk kunne se af julemanden.

Det er – som de andre Ridgewayøl – en glimrende juleøl. Den har en smuk, nøddebrun farve og man kan også ane lidt nødder i aromaen. Den er letdrikkelig med et friskt anslag. Smagen er maltet med noter af nødder og kastanjer ( ? ), og der sluttes af med en god portion bitterhed.

Karakter 4