I dag har Hoegaarden Wit fødselsdag. Den blev skabt i 1966 af Pierre Celis, og jeg syntes, jeg ville fejre dagen med en original wit. Jeg skrev om den sidste år på fødselsdagen – sammen med dens slægtninge ( ”Celis White” og ”Hoegaarden Speciale” ), men da jeg endnu ikke har fået indført noterne fra 2011, vil jeg lige repetere historien.
” Pierre Celis blev født i Hoegaarden i 1925 og hjalp som dreng til på Tomson bryggeriet, der lå lige ved siden af, og hvor man bryggede witbier, der er knyttet til egnen. Da dette bryggeri lukkede i 1955, var øltypen i realiteten forsvundet fra ølmarkedet. Pierre Celis blev mejerist, men besluttede sig i 1966 at starte med at brygge witbier igen efter de gamle opskrifter fra 1400 tallet. Det blev hurtigt en stor succes, og snart begyndte flere belgiske bryggerier at brygge typen.
I slutningen at 1980 brændte bryggeriet ned, og da Celis ikke havde forsikret bygningerne, trådte bryggerigiganten Interbrew til med hjælp. Mod at få aktiemajoriteten. Det gav til sidst så store kontroverser, at Pierre Celis sagde farvel og tak, og oprettede et bryggeri i USA. Han bosatte sig aldrig i staterne, men hans datter og svigersøn boede i Austin, Texas, og de styrede det. Herfra sendte de witbier på det amerikanske marked, og ”Celis White” vandt guldmedalje i Great American Beer Festival i både 92 og 93. På et tidspunkt overtog Miller distributionen, og de endte med at købe det hele og lukke bryggeriet. Sidste øl kom på markedet i februar 2001.
I december 2002 købte Michigan Brewing Company rettighederne af Miller og det er nu dem der står for produktionen.
Da Interbrew overtog ledelsen ville de ændre på brygmetoden ved at indføre ”high gravity” brygning, for at nedskære omkostningerne. Det foregår ved at man brygger en meget stærk urt, som man derefter udvander. Det ville Celis ikke gå med til. Celis bryggede også sin øl på en skrå af 50% pilsnermalt og 50% umaltet hvede. Dette forhold blev også ændret, så det i dag er forholdet 70% pilsnermalt – 30% hvede. Dette gælder for de fleste belgiske witbier.
I USA holder man fast i 50-50. Men Miller ændrede også på opskriften, da de ikke ville importere tjekkisk humle, men i stedet benyttede amerikansk.
Pierre Celis bor stadig i Hoegaarden, og vil trods adskillige opfordringer ikke begynde at brygge igen.”
Det er lidt forskelligt, hvordan jeg reagerer på denne øl. Nogle gange er den for parfumeret, andre gange kan den gå an. I dag var den en behagelig oplevelse.
Det er en bleggul øl – sløret og mæsten gråhvid i farven. Hvidt skum på toppen. Krydret duft, hvor koriander dominerer. Der er også tilsat appelsin fra Curacao, men det gjode ikke noget væsen af sig i dag. Den føles meget livlig i munden. Smag af koriander og til sidst dukker appelsinene frem med en anelse bitterhed. Humlen er nedtonet, så eftersmagen er præget af krydderi.
Karakter 3+
Til lykke med fødselsdagen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar