Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 6. december 2018

Tid til en øl - Corsendonk Christmas Ale


6. December 2018

I dag var der ikke udsigt til den store øloplevelse. Jeg er jo ansat som kirkesanger, og menighedsrådet afholdt den årlige julefrokost i sognegården. Dejlig mad, men udvalget at øl er yderst begrænset. Af juleøl kunne man vælge Tuborgs Snebajer. Det er gerne årets lejlighed til at smage den, og i aften var jeg faktisk mere tilfreds, end jeg plejer. Den havde en fin og let sødme, og jeg snuppede en ekstra til stegen.


Da jeg kom hjem havde julenissen imidlertid gemt en overraskelse i julesokken. En lille øl ( 25 cl ) fra Corsendonk i Belgien. Deres ’Christmas Ale’ har været på det danske marked i mange år, og fås også i en stor udgave på 75 cl.

Corsendonk klosteret blev grundlagt i 1398, og begyndte med det samme at brygge øl. Det ligger i den belgiske by Turnhout. I 1713 blev Det Habsburgske Rige delt og de Sydlige Nederlande kom under østrisk herredømme. Den østriske kejser Josef  II lukkede både klosteret og bryggeriet i 1784. I 1906 blev bryggeriet genåbnet af Florentius Keersmaekers, men nu er det Du Bocq der brygger.

Der brygges uden ekstra tilsætningsstoffer og i 1990 fik bryggeriet ”Das Reinheitsgebot” certificat.
Serien har vundet priser for både øllet og for indpakningen, hvor både ”Agnus” og ”Pater” er enkelt udsmykket med ”Corsendonk Seglet”. Dette segl ses også på juleudgaven, men er nærmest forsvundet i juletræ og stjerner. De vinder nok ingen designpris for den etiket.

’Christmas Ale’ er på 8,1%. Både i duft og smag finder vi mørk frugt, og man kan måske finde en snert af lakrids ind i mellem. Den er voldsomt karboneret og bruset for meget op i munden. Lidt for livlig.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar