Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 17. august 2008

Tid til en øl - Traquair Jacobite Ale

17. August 2008
I dag har været en begivenhedsrig  dag. For det første blev min mor 84 år ( tillykke med det ), og vi var til en dejlig brunch med alt, hvad dertil hører ( i dette tilfælde en økologisk Thy pilsner ). Vi havde en hyggelig formiddag, men vi måtte videre allerede kl. 12.
For min yngste datter skulle starte på Klejtrup Musikefterskole nær Hobro. Vi tog afsted med cykel bagpå bilen og den nødvendige mængde tøj i kufferten. Hun skulle bo på et to-personers værelse og hun fandt sig tilrette i overkøjen. Vi håber, hun kan finde ud af det med sin værelseskammerat, men hun virker også sød, så det skal nok gå. Efter taler og møder sagde vi farvel, og så måtte hun klare sig selv.
Efterskolen er en meget spændende og personlighedsudviklende oplevelse. Vores ældste datter gik også på samme efterskole, og det var et mere selvstændigt og voksent menneske, vi fik tilbage efter dette ophold. De unge mennesker prøver kræfter med et liv væk fra mor og far og alligevel i trygge rammer, og det virker befordrende for en selvstændig udvikling. På musikefterskolen får de
ydermere mulighed for at dyrke deres store interesse for musik, og lærer at tolerere andres særheder og værdinormer. De bliver mere tolerante.
Efterskolen byder også på en indføring i kultur og samfundsdebat, som man ikke får i folkeskolen i samme grad. Koncerter og lyrikaftener, teater og politisk debat er nogle af de arrangementer, de unge møder og deltager i. Med al den tale om kulturkanon, der er for tiden, er efterskolen et af de bedste tilbud til at lære om dansk kultur og historie.
Rent fagligt er det vores indtryk, at der er bedre tid  -og også et større kendskab - til eleverne, og det gør, at lærerne har flere muligheder for at hjælpe og vejlede dem på en god og ordentlig måde.
Så det skal nok blive et spændende år.

Jeg er altså hverken sentimental eller ked af det, men det er jo godt at have en undskyldning for en øl. - En trøsteøl.  – En af de rigtig gode øl fra skabet. – En ”Jacobite Ale”
Det er en øl, der blev anbefalet af Sven fra Ølkonsotiet i Aalborg. En meget spændende og velassorteret ølbutik, hvor man altid kan få vejledning og gode råd.
Og ”Jacobite Ale” lever helt op til hans lovprisning.

Traquair Brewery er et bryggeri fra 1964, hvor Peter Maxwell Stuart overtog Traquair Castle og opdagede et komplet brygudstyr fra 1700-tallet i kælderen.
Traquair Castle er den ældste beboede bygning i Skotland (1107) og har lige fejret 900-års jubilæum.
Stuarterne har i mange generationer ejet slottet, og de er jo kendt for deres modstand mod den engelske trone. De har et gammelt krav på kongemagten. Tilhængerne af Stuarternes sag kaldes for jacobitter. I 1745 gik Charles Edward Stuart ( Bonnie Prince Charles ) i land på Skotlands kyst, for at samle en oprørshær mod englænderne, og i den forbindelse besøgte han Traquair Castle, hvor borgherren også var en Stuart. ( flere historier følger…. )
Til minde om dette besøg udsendte bryggeriet på 250-års dagen i 1995 denne fantastiske ”Jacobite Ale”.
Det er en mørkebrun øl med et rødligt skær og en vinøs duft. Typen nærmer sig den engelske Barley Wine, der minder lidt om Sherry. Men denne øl er yderligere tilsat koriander, og sammen med den gode gær giver det en meget varieret smagsoplevelse. Vi kan fornemme både chokolade, lakrids og blomme i madeira i denne øl og selvfølgelig en antydning af koriander.
Den er udelukkende humlet med East Kent Goldings.
Alle Traquairs øl er undergærede, hvilket jo umiddelbart ikke harmonerer med betegnelsen ale.
Men skotterne har altid brygget under kølige forhold, og fik hurtigt smag for undergæring. Så det er ikke unormalt, selvom det strider mod vores typebetegnelser. Ingen regler uden undtagelse. Men undergæren, samt brugen af ristet, umaltet byg er med til at give en lettere karakter til øllet.
”Jacobite Ale” hører til en af mine favoritter.
Karakter 5+
Skål !

lørdag den 16. august 2008

Tid til en øl - Old Speckled Hen

16. August 2008
Vand er en vigtig ingrediens i øl, men det er den ingrediens, der får mindst opmærksomhed. Faktisk består en øl af ca. 90% vand, så vandets beskaffenhed har stor betydning for øllets smag og fremtoning. Det kan være svært at fornemme vandets betydning, da alle de andre ingredienser – malt, humle og gær – giver meget kraftige smagsindtryk.
Efter sigende skulle det være lettere at smage forskel, hvis man drikker letøl ( Tuborg Light f.eks ), men det har jeg endnu ikke prøvet. Så interessant er vandet heller ikke.
Vand er sundt, men det har det ikke altid været. Tidligere kunne det være ligefrem sundhedsskadeligt at drikke vandet, og det var nødvendigt at koge det først. Så var det bedre at drikke øl.
Vi kan med rette citere den berømte svenske biolog og læge, Carl von Linné, der i 1700-tallet skrev:

”Mælk er nærende, vin er mere opmuntrende og er brugt på den rigtige måde, en fortræffelig drik, men den er hård ved menneskets krop. Vand er den mest naturlige drik, men mange steder smager det grimt og kan også være skadeligt. Øl derimod er vand, som er gjort sundere ved hjælp af urter og frø. Det er en drik, som er langt mere egnet for vor nation end nogen anden”

Jeg synes bedst, jeg mærker vandets betydning på den fornemmelsem, det giver i munden. Det hårde vand i nordtyske pilsnere giver en mere pågående fornemmelse end de tjekkiske, der  er brygget på blødt vand.
Vandet påvirker også de engelske ales. Vi kender jo til ”burtoniseringen” af vandet, når der laves IPA, men også i dagens øl betyder vandet noget.

”Old Speckled Hen” blev brygget første gang i 1979 i forbindelse med MG fabrikken 50 års jubilæum. Den berømte engelske sportsvogn MG blev bygget første gang i 1924 og i 1929 flyttede man til en ny fabrik i Abingdon, Oxfordshire
Allerede i 1711 blev der stiftet et bryggeri i Abingdon – Morland Brewery, og det var dette bryggeri, der lavede et nyt bryg til jubilæet. Oprindeligt kun tiltænkt medarbejderne, men det blev hurtigt meget populært og bredte sig til hele landet.
Opkaldt efter en gammel, plettet bil, som blev brugt internt på fabrikken og gik under navnet ” The Ol’ Speckl’d Un’ ” hvilket så er blevet fortolket til ” Old Speckled Hen”
I 1999 overtog Greene King i Suffolk Morland Bryggeriet og flyttede hele produktionen til Bury St. Edmunds. De forsatte med at brygge ”Old Speckled Hen ” efter præcis samme opskrift, men der var noget galt. - Folk klagede.
Vandet i Suffolk er blødt , hvorimod det i Oxfordshire er meget hårdere, og det gav en helt andet og utilfredsstillende øl. Derfor må Greene King nu justere vandet, så det passer til den oprindelige hårdhed og mineralsammensætning.
Man kan selv mærke forskellen ved at prøve den bløde og venlige ”Abbot Ale ”, jeg skrev om forleden, op mod denne meget mere direkte og skarpe ”Old Speckled Hen”.

Det er en ravfarvet øl med fine bobler og en ikke særlig kraftig skumudvikling. Den serveres af en eller anden grund i klar flaske ( ser godt ud ), men kan også fås billigere på dåse. Mærkaten er det ottekantede emblem fra MG. Duften er frisk og præget af humle. Fornemmelsen er som sagt mere direkte og frisk, men smagen er på forundelig vis både lidt frisk og samtidig meget præget af sødme fra karamel. Denne karamelsmag hænger over til eftersmagen, hvor vi også får en god og behagelig bitterhed. Humletyperne er Challenger og Goldings (omkring 30 IBU).
Karakter 4
Bryggeriet laver også en strong ale ved navn ”Hen’s Tooth ”

fredag den 15. august 2008

Tid til en øl - Beer Geek Breakfast

15.August 2008
Der er rigtig mange nye øl i Danmark for tiden, og der dukker nye bryggerier op hele tiden. Det er jo spændende og skulle være med til at øge udbuddet, men desværre sker der ofte det, at de nye danske øl fortrænger udenlandske øl fra hylderne, især i supermarkederne. Og det synes jeg ikke er hensigtsmæssigt.
Det er dejligt, at der kommer bryggerier i lokalsamfundene, så man kan smage øl fra det lokale bryggeri, når man er turist. Men det er jo ikke alle disse øl, der er fantastiske, og mange af dem bringer ikke noget nyt til ølverdenen. Der er derfor ingen grund til, at de alle skal ud over hele landet.
På den anden side ærgrer det mig også, når nogle bryggerier ikke sender alle deres øl på markedet, for så er det jo vanskeligere at komme til at smage disse øl. F.eks Brewpub, der har er stort sortiment på fad, men kun 3 flaskeøl ude. Eller  Jacobsen, der har deres Limited Editions, der kun kan købes i København. Så jeg må nok indrømme, at jeg er svær at stille tilfreds.
En løsning ville selvfølgelig være, at vi kunne få alle øl, også de udenlandske.

Der er efter min mening 4 typer bryggerier for tiden.
Vi har de store, gamle bryggerier, der overvejende holder sig til standard pilsnere. Nogle af disse forsøger sig også med specialbryg under et andet navn og brygger øl i, hvad jeg kalder gruppe 2.
Det er bryggerier, der laver god øl, men på en måde unødvendig øl. De laver en pilsner, i stil med Urquell, eller en typisk engelsk bitter – og så kan jeg jo ligeså godt købe en ægte engelsk bitter eller en tjekkisk pilsner.
 Den 3. type forsøger at lave anderledes øl, ved at prøve nye metoder ( Thy Stenøl ), tilsætte nye urter ( Jacobsen o.a ) eller blande humletyper på en ny måde. Det giver spændende nye udgaver af  kendte øl typer, og det, synes jeg, er spændende. Selvfølgelig vil der være nogle smuttere imellem, - det kan ikke undgås – men det er den vej, vi skal. De fleste bryggerier har en eller flere forsøgsøl, for det hele er jo ikke så skematisk, som det er sat op her.
Den 4. type bryggeri er dem, der udforsker grænserne for øllet. Hvor meget humle kan vi tage? – hvor fyldig kan en stout blive? – hvor højt kan vi få procenten op?.
Også denne type giver spændende bryg, og det er vigtigt for øllets udvikling, at disse forsøg laves. I denne kategori finder vi nogle at Danmarks mest spændende bryggerier: Midtfyen – Amager – Raasted og det nu hedengangne Ølfabrikken. - Og så denne aftens bryggeri: Mikkeler.

Mikkeler er et fantombryggeri, der ikke har deres eget bryghus. De lejer sig ind hos andre bryggerier både herhjemme og i udlandet, alt efter hvilke øl, der skal brygges. Bryggeriet bestod fra starten at 2 bryggere: Mikkel Bjergsø og Kristian Keller. Kristian Keller er nu stoppet, men Mikkel Bjergsø fører bryggeriet videre med mange nye samarbejdspartnere i udlandet. Spændende.
I 2006 blev bryggeriet kåret til Danmarks bedste bryggeri og det 6. bedste i verden.

”Beer Geek Breakfast” betyder ”ølnørdens morgenmad” og indeholder stort set alt, hvad man behøver om morgenen – undtagen spejlæg.
7 forskellige typer malt ( se flasken ), ristet byg, havreflager, molassesukker, humle
( centennial og cascade ), gær og gourmetkaffe.
Dette giver en meget fyldig og kraftig oatmeal stout med mange smagsintryk.
Alkoholprocenten er på 7,5% - måske lidt kraftigt at starte dagen på.
Det er en sort øl med en kraftigt, lysebrunt skumlag. Når man hælder øllet op, ser det ud som om, det syder og bruser. Meget flot. Duften er præget af ristet kaffe og lidt chokolade. Man fornemmer en fyldig øl, der hele tiden giver plads til flere smagsindtryk. Eftersmagen er godt humlet, men stadig med den fyldige kaffesmag.
Ristet kaffe og humle giver desværre en lidt sur smag, der minder mig om kaffe , der har stået for længe på varmen. Derfor kommer denne øl ikke helt til tops, men jeg synes, den er fabelagtig til flæskestegen. Her er det en af mine favoritter.
Karakter 4+
Kan købes i specialbutikker.

torsdag den 14. august 2008

Tid til en øl - Rebel

14. August 2008
I dag var der atter gode venner for at se på killinger – og for at besøge os, selvfølgelig. Aftensmaden stod på noget, der kunne minde om chili con carne – bare uden chili, så der var ikke brug for den meget humlede øl.
Jeg havde fundet et par bøhmiske øl ved navn Rebel, som jeg ikke havde smagt tidligere og etiketten var udformet på tjekkisk, så det var ikke helt til at vide, hvad det var. Men den ene var en ”Original Premium”, hvilket vil sige en pilsner. I Tjekkiet og andre steder i østlandene er det kun øl fra selve Pilzen, der må kalde sig pilsnere. Øl fra andre byer må kalde sig noget andet, men typen er den samme. Den anden var en ”Cerny”, hvilket formodentlig betyder ”dunkel” – det lignede den i hvert fald.

I 1333 gav den bøhmiske konge, John af Luxenbourg nogle specielle rettigheder til byen Nemecky Brod. Alle, der ejede et hus indenfor bymuren, fik tilladelse til at brygge øl. Så der opstod hurtigt en masse små husbryggerier.
Disse rettigheder blev bekræftet i de følgende århundreder og i 1637 bliver byen erklæret en kongelig fristad.
Efterhånden udvidede nogle brygmestre større bryggerier.
Efter en stor brand i 1834 besluttede de største brygmestre, at lægge produktionen om med en nyt moderne bryggeri, der åbnede d. 12 okt. 1880. Det var dette bryggeri, der nu brygger Rebel.
Efter 2. verdenskrig besluttede det nye kommunistiske styre at omdøbe byen til Havlickuv Brod, efter Karel Havlicek Borovsky ( 1821 – 56 ), der skrev oprørske og rebelske artikler mod det Habsburgste styre.
Derfor har bryggeriet taget navnet ”Rebel.”
De har de sidste 10 år vundet utallige priser ved lokale og internationale ølfestivaler.
( Det skal lige nævnes, at de få reklamer jeg har set for disse øl, er i den mere lumre afdeling, med halvafklædte modeller og seksuelle undertoner.)
Original Premium er en lys, gylden øl med fine bobler og et cremet hvidt skum. Duften er frisk, men smagen mangler noget af den fylde, der ellers kendetegner tjekkisk pilsner. Den virker lidt for let. Eftersmagen er behageligt humlet.
Karakter 3+
Rebel Cerny er en mørkebrun øl med en beige skum og en sød ristet aroma. Smagen er i retning af kaffe med sukker – hvad jeg normalt ikke drikker – men her synes jeg faktisk godt om det. Den virker en anelse sødere og tungere end de tyske dunkel, jeg kender. Sødmen forsætter på behagelig vis i eftersmagen.
Karakter 3+  

onsdag den 13. august 2008

Tid til en øl- Abbot Ale

13. August 2008
I dag fik vi gæster, der skulle se vores nye små kattekillinger. De er snart 2 uger gamle og har givet lidt drama til hverdagen og søvnløse nætter. Vores racekat, ”Poeme” ( Hellig Birma ) var blevet gravid og fødte en lille unge, men derefter gik fødslen i stå, så vi måtte til dyrlæge og få foretaget kejsersnit for at redde de 2 sidste unger og moderen.
Efter fødslen var Poeme helt groggy og havde svært ved at tage sig af killingene og de 2 af dem havde ikke nogen sutterefleks, så de fik ikke rigtig noget mælk. Vi har så flaskefodret dem hver 3. time – i starten også om natten, men nu får de ved midnat og så igen ved 6-tiden. Så det er hårdt at få babyer igen. Desværre fik den ene killing en infektion, men de 2 andre tager fint på og er ved at få øjne.
Der kommer selvfølgelig en masse mennesker for at se dem, og vi fik lidt hjemmelavet pizza til aften. Det gav lejlighed til at åbne en dåse ”Abbot Ale”.

Bryggeriet Greene King ligger i Bury St. Edmunds – i Suffolk nord for London. Der er ingen kongelig tilknytning bag navnet. Det stammer fra 1887, hvor Mr. Greene og Mr. King besluttede at slå deres bryggerier sammen. Siden har de opkøbt mange bryggerier og pubs, og de ejer nu over 1000 pubs rundt om i England.
Bury St. Edmunds er en gammel by, og der er brygget øl der i næsten 1000 år. Wilhelm Erobreren ønskede at vide, hvilke resourcer han havde i sit rige ( hvor meget han kunne kræve i skat ) – hvor der var møller, smedjer , bryggerier osv. Alle disse oplysninger blev samlet i ”The Doomsday Book” fra 1086, og her omtales klosterbryggeriet i Bury St. Edmunds.
Det er denne gamle tilknytning, der har givet navn til ”Abbot Ale”

På flasken/dåsen ses abbeden og en indskrift, der lyder: ” Brewed longer for at distingtive full flavour”. I løbet af denne lange brygtid gæres 2 gange under relativ høj temperatur, hvilket giver en meget aromatisk øl.
Abbot Ale er en nærmest orange gylden ale brygget på Amber- og Krystalmalt, der giver farven. Det er en klar øl med store bobler, men med temmelig lille skumudvikling ( i hvert fald i dag ).
Den er brygget på det bløde vand fra kridtlagene i Suffolk, hvilket giver en blød, venlig fornemmelse, Fra den dobbelte gæring frigives mange frugtagtige estere, der giver en lidt parfumeret smag. Der er humlet af 2 omgange – først med Challenger og sent i forløbet med Fuggles, hvilket er med til at forstærke de blomsteragtige noter. Bitterheden i eftersmagen er middel.
Procenten er 5,0% , hvilket er meget almindeligt for flaskeøl i England. Fadølsprocenten er ofte noget lavere.
Karakter 3+

Der er stadig noget tid til, killingerne skal have godnatmad, så nu må jeg ind og se lidt OL sport.

tirsdag den 12. august 2008

Tid til en øl - Kronenburg 1664

12. August 2008
Fransk øl ? Hvad er nu det for noget. Franskmændene drikker jo vin, og vi kender jo distrikterne Bordeaux, Bourgogne og Champagne. men der er faktisk 2 områder, hvor man i allerhøjeste grad også laver øl – nemlig i Nordfrankrig, på grænsen til Belgien, hvor man laver Biere de Garde ( øl til at gemme ). En overgæret øl, lidt efter belgisk mønster. - Og i Alsace på grænsen til Tyskland, hvor man laver undergæret tyskinspireret øl.

I 1664 fik Jerôme Hatt sit bryggercertificat og grundlagde sit bryggeri i Strassbourg, lige i nærheden af domkirken.
I 1850 blev bryggeriet flyttet i den højereliggende by Cronenbourg, da bryggeriet ofte blev oversvømmet af floden Ill. Pariserne fik smag for det gode øl og hele togvogne blev sendt afsted med øltønder, og der blev starten på bryggeriets ledende plads på det franske marked.
I 1922 blev Brasserie du Tigre opkøbt og  man lancerede ”Tigre Bock”, der blev en stor succes,
I 1947 overtog en ny Jerôme Hatt bryggeriet og omdøbte det til ”Kronenbourg”  ( nu med K ).
I 1952 blev den engelske Dronning Elisabeth II kronet, og for at fejre det ( ? ), udsendte man ”Kronenbourg 1664”
Kronenbourg var de første til at udsende en 33cl, flaske og havde tidligt forståelse for reklamens magt og blev det kendeste mærke fra Frankrig. Det har opkøbt adskillige andre bryggerier, men er siden blevet en del af Scottish & Newcastle.

Kronenbourg 1664 findes i en 50 cl. dåse  og en 33. cl. flaske. Flasken er klar grøn med en indsnævring midtpå, som en slags greb. For at give et godt greb er der skrevet 1664 med lidt forhøjede tal i flasken. Det giver – sammen med den lettere pompøse etiket – en anderledes og spændende flaske, end vi er vant til. ( Dåsen er bare en dåse.)

Det er en flot, klar og gylden øl med fin bobleudvikling og hvidt skum. Duften er fin – lidt blomst og smagen er anderledes, end jeg forventede. Også lidt frugtagtig. Dette skyldes sikkert brugen at ”Strisselspalt” humle – en humletype, der kun findes i Alsace, og er en afart af ”Hallertau”
I alt fald har øllen en lidt anden profil, end vi kender fra andre traditionelle pilsnere. Procenten er på 5,0%, hvilket er meget almindeligt udenfor Danmark.  Der anes lidt sødme, inden eftersmagen tager over med en middel bitterhed.
Karakter 3+ ( måske 4, fordi den er lidt anderledes )

mandag den 11. august 2008

Tid til en øl - Semper Ardens Keller Pilz

11. August 2008
Efter 2. verdenskrig har den lyse, lette industripilsner været førende på verdensmarkedet. Bryggerier over hele verden har lavet denne øltype, hvilket må skyldes, at der er stor efterspørgsel.
Heldigvis er der kommet et mere varieret og nuanceret sortiment frem de sidste 10 år ( i Danmark ), men i USA, hvor mikrobrygtanken har været fremme siden 80-erne, har specialøllet stabiliseret sig på  ca. 16% af salget ( så vidt jeg husker ). Man mener, at procentdelen vil ende lidt højere i Danmark, men det betyder alligevel, at omkring 80 % af ølsalget stadig vil være traditionelle pilsnere. Så der er ikke noget at sige til, at de gamle bryggerier holder fast ved pilsneren.

Da interessen for ”special” øl stiger, udsender Carlsberg allerede i 1999 den første øl i deres Semper Ardens serie, og de opretter importfirmaet ”House of Beer”, der er med til at øge kendskabet til udenlandsk øl herhjemme.
Og så sker der noget mærkeligt.
Det provokerer og forarger åbenbart nogle folk, der synes, at Carlsberg burde blande sig udenom og bare holde sig til industriøl. Der går lidt ølpolitik i sagen, lader det til.
At kunne lide Carlsberg er ikke altid ”comme il faut”
Ser man på ratings på nettet, læser man ofte om folk, der nærmest skammer sig ved at anmelde Carlsberg Semper Ardens øl og undskylder – og undrer sig, fordi de faktisk godt kan lide bryggen.
Tror de, man på Carlsberg tænker: ”Vi laver jo alligevel kun industripilsnere, så vi nøjes med at ansætte middelmådige bryggere”. Selvfølgelig ikke.
Det er jo folk med mange års erfaring, og selvfølgelig kan de brygge spændende øl, hvis markedet er til det. Og det er det heldigvis blevet.
Jeg har ofte – til ølsmagninger eller når snakken falder på øl i al almindelighed  - erfaret, at de fleste folk umiddelbart godt kan lide øl fra Semper Ardens serien. Den er anderledes end de øl, de er vant til – uden at blive for ekstrem.
Hvis vi skal analysere og bedømme øl, må vi prøve så vidt muligt at gå direkte til sagen – hvordan smager den. Vi skal selvfølgelig også tage hensyn til flaske og etiket og andre udenoms-ting, men vi skal ikke vurdere vores øl på, at vi synes, reklamen med ”De store hanner” er god.
Det er i orden at have sine fordomme og antipatier, men dem kan vi så komme frem med, efter vi har vurderet selve øllen.

”Semper Ardens” betyder ”Altid brændende” og står hugget i granit over døren til Ny Carlsberg. Det var Carl Jacobsens valgsprog, og hentyder til den omhu, man bør brygge øl efter.
Der er mange øl i serien, men den nyeste er ”Kellerpilz”
Den præsenteres som en frugtagtig pilsner, der er mere rund og fyldig. Der er flere øl med betegnelsen ”Kellerpils”, men det lader ikke til at være en særegen typebetegnelse.

Det er en lys, gylden øl med en fin skumtop. Duften er blød med en anelse blomst og smagen er rundere og sødere end i en almindelig pilsner. Kulsyren giver øllet en frisk fornemmelse og måske en smule syrlighed, inden eftersmagen tager over. Denne er lang og behagelig med en middel bitterhed. Alkoholprocenten er noget højere end normalt – 5,7%
Mit kendskab til den bayerske pilsnertype  ”Münchener Helles” er ikke stort, men den beskrives netop på denne måde. Så indtil videre eller andet bliver bevist, betragter jeg ”kellerpilz” som en sådan. Den adskiller sig under alle omstændigheder fra andre pilsnere på markedet.
Karakter 4