Torsdag d. 22. juli var vejret stadig klart og temperaturen
stadig 30 grader. Vi besluttede at tage til toppen af Tysklands højeste bjerg –
Zugspitze ( 2964 m ) – der lå lige ved siden af hotellet. Det var en rigtig
beslutning, for vejret blev aldrig ligeså godt igen.
Man kan købe en rundtur, hvor man kører op med en bjergbane,
der kører inde i bjerget til skisportsstationen – derfra til topstationen med
en lille svævebane – og ned igen med den lange svævebane, hvor man kører 2000 m
ned til Eibsee, der ligger i 1000 m højde. På turen gennem bjerget fortælles
der om banens tilbliven og historie.
Man kommer ud ved endestationen til en bred gletcherdal, der
om vinteren er fyldt med sne. Det er et at Tysklands bedste skisportssteder med
masser af pister. Nu var det meste grå skærver med enkelte snedriver på
skyggefulde steder. Det var faktisk muligt at tage en lille kælketur på nogle
bobslæder. Vi fik at vide, at det var det rigtige tidspunkt, vi kom på, for om
eftermiddagen ventede man sne på bjerget. Der er også en lille kirke på stedet
– nærmest et kapel.
Fra stationen kan man tage en svævebane til toppen, hvor der er en fin
udsigt.
Der er bygget en kæmpe station med restauranter på toppen.
Stationen er delt i en tysk og en østrisk afdeling, men man kan selvfølgelig gå
rundt som det passer en – bare huske at tage den rigtige svævebane ned igen.
Fra terrassen kan man se over på den rigtige top. For at komme dertil skal man
klatre et lille stykke på et par stiger og en temmelig smal sti. Den er vel 1½
m bred og det går stejlt ned på begge sider. Der er en tynd wire man kan holde
i. Min datter og jeg tog turen til toppen, og det var ikke vanskeligt.
Alligevel var det lige lovlig spændende, for stien var meget befærdet – også at
folk, der ikke burde have vovet sig ud på den. ( folk i clipclappere og gamle
damer). Der var ingen anden sikring end den lille wire, og der var altså et
fald på 2000 m ned.
Derudover var det vanskeligt at passere 2 mand forbi
hinanden på flere steder, så vi måtte råbe til folk, at de måtte vente. Der
skulle nogle ned, før de kunne komme op. Min datter udviste heldigvis stor
ansvarsbevidsthed og opførte sig klogt og sikkert under hele turen. Alligevel
rystede hendes hænder, da hun kom ned – men hun var enormt glad og stolt over
situationen.
Her står vi øverst ved pælen.
Vel nede igen tog vi en forfriskning i Tysklands højeste
biergarten. Herfra kunne man nyde den storslåede udsigt over dalen. Jeg fik en
”Löwenbräu Dunkel” og pigerne fik Cola.
De tyske dunkel-øl er jo ikke tunge, men derimod stadig
lette og forfriskende, og det gælder da især for Löwenbräu’s.
Det er en mørkebrun, men klar øl med hvidt skum og små
bobler. Alkohol 5,5% . Den har en maltet, sødlig aroma. Øllet føles let og
prikkende i munden og er vældig forfriskende. Smagen er svag med en anelse
ristet malt, og måske synes jeg, at det hele er lige let nok, men omgivelserne
var jo fantastiske.
Karakter 3
Derefter tog vi svævebanen ned til Eibsee, hvor vi senere
kørte hen for at bade.
Da var toppen af Zugspitze fuldstændig forsvundet i skyer og
det tordnede i det fjerne.
Til aften spiste vi på italiensk restaurant og fik pizza.
Dertil en ”Franziskaner Dunkel Weissbier”. Der er væsentlig mere fylde i de
mørke hvedeøl end de almindelige dunkel.
Det er en flot brun og ufiltreret øl på 5,0% med hvidt skum.
Sødlig maltet og lidt krydret duft. Den har en god fylde og føles blød og
lækker. Smagen er god med lidt karamel, lidt krydret nellike og et strejf af
lakrids til sidst.
Karakter 4
