Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 21. juni 2011

Tid til en øl - Erdinger Urweisse

 


21. Juni 2011

I går gik dagen med ”fællespædagogisk dag” for kulturskoler i Nordjylland. Det var Svend Erik Schmidt, der fortalte om”læringsstile”. Man husker ham måske fra ”Skolen på 100 dage”, hvor man - ved hjælp af disse læringsstile – hævede en hel folkeskolen til at ligge blandt de bedste skoler i landet. Det var meget interessant. Svend Erik Schmidt var både morsom og kompetent, og kunne give mange gode råd.

Dagen i dag er gået med malerarbejde og de 2 næste dage er der guitarkursus med Christian Alvad, så der er temmelig travlt.

Her til aften fik vi fisk med grønsager, og jeg fandt en øl fra Erdinger frem. Jeg har flere gange tidligere skrevet om bryggeriet, som jeg synes laver lidt for neutrale øl, der dog passer godt til begyndere udi weissbier-genren. Denne øl er en ”Urweisse” – altså den oprindelige weissbier, så måske har den lidt mere at byde på.

Opskriften stammer fra bryggeriets start for 120 år siden. Flasken er en ældre europæisk type og etiketten viser ”schöne Turm” i byen Erding. Efter sigende er der benyttet en anden humletype end i de andre øl fra Erdinger, men man oplyser ikke mere detaljeret. Det betyder måske heller ikke så meget, da humleniveauet jo er temmelig lavt.

Det er en sløret øl ( hvis man hælder alt bundfaldet med, er den endog meget grumset med masser af gærrester ). Lys gylden med dovne bobler og en kraftig hvid skumkrone. Aromaen er præget af eksotisk frugt som banan og mango. Det er en blød tekstur og også i smagen fornemmer man de eksotiske frugter, samt lidt acetone. Der er ikke særlig meget bitterhed i denne øl, men det er jo helt almindeligt.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar