Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 26. juni 2011

Tid til en øl - Slottskällans Kloster 2008




26. Juni 2011

I denne tid arbejdes der på livet løs for at få kulisserne til ”Robin Hood” færdige. Her i weekenden har vi øves gennemspilning med orkester for første gang. Det var rigtig spændende. Bagefter har mange fortsat med at bygge og male. En af de få maleropgaver, der kan udføres hjemme er et skilt, der skal hænge over musikhuset. Det skal forestille en pub ved navn ”Det klatrende vildsvin”. Det var sjovt at lave, men der er meget, der skal males endnu. Der er endnu 10 dage til premieren, så vi skal nok nå det.

Onsdag og torsdag var jeg på et spændende guitarkursus med Christian Alvad. Han underviste i at spille med alternative stemninger, hvilket kan give nogle helt nye og anderledes klange. Jeg vil ikke komme mere ind på det her – så bliver det vist for guitarfagnørdet.  Men på kursusstedet kunne man få øl fra Thisted Bryghus, så jeg nød en ”Triple Pilsner” efter kurset. Det er lang tid siden jeg smagte den første gang. Der brød jeg mig ikke særlig om den, men nu kunne den få en chance til. Jeg synes stadig ikke det har meget med en traditionel pilsnersmag at gøre, men når det er sagt, fik jeg et langt bedre indtryk af øllen. Til maden drak jeg en ”Økologisk Humle” ( de andre drak rødvin ), og så sluttede jeg aftenen af med ”Limfjordsporter”. Der var flere der sad og jammede, så det blev sent inden vi kom i seng. En af de andre deltagere blev inspireret af mit ølvalg, men havde aldrig smag så mørk en øl før, og det tog laaaang tid at få den kvalt. Håber han vover det igen en anden gang.

Skt. Hans aften besøgte vi nogle gode venner og fik grillet lammekølle. Vi fik også futtet en hjemmelavet heks af. Det var øl til maden. God øl, for det har han forstand på. Vi smagte bla. en ( for mig ) ukendt øl fra Samuel Adams i Boston. De, der før har læst min blog, vil vide, at det regner jeg ofte for vældig god øl, og det var også tilfældet her. ”Latitude 48 IPA” er en øl lavet på humle, der netop dyrkes på denne breddegrad i USA. Det er en fremragende øl med en kraftig humleprofil. Jeg vil helt sikkert vende tilbage med en mere detaljeret beskrivelse senere. Det vil jeg også med aftenens anden øl, som var en julegave fra værtens svigerforældre. ”Gulden Drak” er en af de bedste øloverraskelser, jeg har fået længe. En dejlig belgisk øl med blomme og alkohol og en lille strejf af lakridspulver til sidst. En klar 5’er.
 

Slottskällan laver også en belgisk stil – ”Kloster 2008”. Et forsøg på en svensk udgave af trappistøllet. Jeg vil nok mene, at det ikke lykkes fuldt ud. Den virker for kompakt – uden de komplekse og varierede noter i originalen.

Det er en fuldstændig uklar øl på 9,0%. Der er stort set ingen skumdannelse. Aromaen er præget at frugt – abrikos og blomme, og alkoholen skinner også igennem. Det virker dog noget bastant. Den føles prikkende og varmende. Smagen har tydelig belgisk inspiration, og frugt og alkohol spiller igen ind, men virker som sagt lidt unuanceret.

Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar