Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 30. juni 2011

Tid til en øl -Short’s Brew Nicie Spicie


30. Juni 2011

Der er for tiden langt mellem øllene, for al min tid går med at lave kulisser og øver på ”Robin Hood”. Der er nu en uge til premieren og der skal males mange kulisser. Jeg starter om formiddagen, og fra kl. 18 øver vi så stykket igennem. Det er ofte en 12 timers arbejdsdag – men det er også sjovt. Og vi drikker naturligvis ikke øl mens vi øver. Når jeg først er hjemme 22.30 eller senere bliver det heller ikke til så meget øl.

I dag er det 2 år siden min far døde, og vi besøgte kirkegården sammen med min mor, og fik bagefter eftermiddagskaffe. Vi skulle øve på Skansen til aften, men det regnede, så der blev ingen gennemspilning, og vi fik tidlig fri. Så i dag var der tid til en øl.

Short’s Brew er et nyt bryggeri fra 2003. Det ligger i Michigan, i byen Bellaire. De er kommet godt fra start og fordobler nærmest deres produktion hvert år. De har vundet mange priser for deres øl.

”Nicie Spicie” er deres sommerøl – en hvedeøl krydret med koriander, appelsin- og citronskal, samt en rundhåndet omgang peberkorn. En spændende blanding. Brygget på ligedelt blanding af 2-radet bygmalt og hvedemalt.

Det er en flot gylden øl på 5,2% med et let slør. Masser af livlige bobler, der samler sig til en pæn, hvid skumkrone. Krydret duft hvor peberkornene træder tydeligt i karakter. Den føles let, nærmest lidt vandet i munden. Der lægges ud med kraftig syrlighed fra citronskallen – det virker snerpende på smagsløgene. Derefter overtager peberkornene, og peberet bliver ved at markere sig længe efter øllet er drukket. Om det er behagelig er jeg ikke sikker på, men jeg er heller ikke til stærke krydderier. At det er en anderledes smagsoplevelse er der til gengæld ikke tvivl om, og det er jo spændende at eksperimentere. Jeg tror nu nok, jeg foretrækker friskheden fra en ganske almindelig witbier en anden gang

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar