1. Marts 2017
Vores
skib lagde til den mexicanske kyst både onsdag og torsdag, og vi tog på ture
for at se de gamle mayaruiner. Det var muligt at klatre op på Coba-pyramiden,
der er den højeste bygning på Yucatan. De fleste klatrede op og ned ( ofte på
bagdelen ) midt på pyramiden, hvor der var et reb. Det bevirkede at stenene var
utroligt glatte på grund af slid. Det var meget sikrere at klatre op og ned,
hvis man bare gik 1m eller 2 til siden.
Da
vi kom tilbage til skibet bestilte jeg en afkølende ”Corona”, og fik den
naturligvis serveret med en limebåd i flaskehalsen. Så var man klar over, at
man var i Mexico. Også til aftensmaden bestilte jeg en mexicansk øl – ”Modelo
Negra”. Wienerøllet overlevede i Mexico efter Maximillian af Østrig blev kejser
af Mexico i 1864. Han blev henrettede 3 år senere, men mexicanerne beholdt
øllet. Så ”Modelo Negra” er resultatet af en lang tradition. Em ganske glimrende
øl.
Jeg
var også en smut omkring ”Bull & Bear”. De havde et fint ølkort, hvor der
også var lidt ølhistorie og beskrivelser af forskellige øltyper. Jeg havde set,
at ”Salvator” og ”Stone IPA” var på kortet, men de var ikke kommet om bord på
skibet. Kortet var helt nyt og de ville komme senere. Øv,øv – det ville ellers
have været de bedste øl.
Til
gengæld havde bartenderen, John, sat alle sine øl op på disken, og her kunne
jeg se at der var et par stykker jeg ikke havde smagt og som ikke stod på
kortet. Jeg gensmagte også en del øl, som det var lang tid siden jeg havde
smagt – ”Molson Canadian” og ”Grolsch” f.eks.
”The
Harp” er en irsk pilsner – brygget af Guinness. I 1960 trængte pilsneren også
frem på De Britiske Øer og som modsvar til de importerede øl, udsendte man
denne lokale. Man er nok tilbøjelig til at tro, at det er ale, der er mest
udbredt på de kanter, men det er faktisk lagerøl.
Det
er en solgylden pilsner på 4,5% med fin skumkrone. Her serveret i et afkølet
glas – ak ja.
Den
har en fin duft af halm og hø, Forfriskende og med en enkel og også traditionel
smag, der ikke adskiller den meget fra andre europæiske pilsner øl fra Heineken
og Carlsberg. Absolut drikkelig.
Karakter
2+
Den
anden øl var fra Widmer Brothers, som jeg tidligere har haft fine oplevelser
med. Bryggeriet er det største i Portland, Oregon. Det blev grundlagt i 1984 og
to år senere lancerede de ”Hefeweizen”, der blev meget populær. Det var da også
den, der havde fundet vej til ”Freedom of the Seas”.
Lad
det med det samme siges, at det ikke er en hefeweizen efter tysk tradition. Det
er en ”Wheat Ale” efter amerikansk tradition.
Da
Sierra Nevada i 1981 lancerede de første øl, var der også en hvedeøl iblandt.
Men bryggerne var bange for, at den tyske hvedegær ville være for stor en mundfuld
for det amerikanske marked og derfor havde de brygget ”Wheat” med almindelig
alegær. Og det må siges at give et noget anderledes udtryk. Først med ”Kellerweiss”
fra 2009 kom de tyske smagsnoter på programmet.
Det
er i denne ”wheat ale” tradition man
skal se ”Hefe” fra Widmer Brothers.
Det
er en ret klar øl af en hefeweizen, men der er gærrester i bunden af flasken.
Alkohol på 4,9%, og duft af amerikansk humle. Den er forfriskende, men samtidig
blød og rund. Smagen er let humlet med skær af abrikos og med en let bitterhed
til slut. Ikke en dårlig øl, men jeg fristes til at spørge: ”Hvorfor?”. Man
kunne ligeså godt have produceret en pale ale. Selvom den sådan set smagte
udmærket, synes jeg det er uinteressant.
Karakter
3+
Jeg
var simpelthen nødt til at smage en ”Paulaner Hefeweizen” bagefter. Se det er
hvedeøl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar