Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 18. december 2021

Tid til en øl - God Jul


18. December 2021

I torsdags var det sidste undervisningsgang med de få guitarelever, jeg stadig har, efter jeg er gået på efterløn. Og en af dem havde sandelig en ølgave med. Det var 2 øl fra Huset Andersen, der er en delikatesseforretning i Gram. Begge øl er brygget af Midtfyn Bryghus, og vi åbnede en brown ale/bruin til aftensmaden, hvor min svigersøn havde lavet nogle lækre burgere.

Den hedder 'God Jul' og er en orangebrun øl på 8,5% - uklar og med fint lyst skum. Den har en duft af malt og en let anelse af krydderi. God fylde i munden og med en behagelig maltet smag. God men måske til den lidt traditionelle side.

Karakter 3+

I går smagte jeg en 'Jule Bock' fra det norske bryggeri Lervig. Det er en mørk øl på 4,7%, så det er nok sin sag at kalde det en bock, der plejer at være kraftigere. Det kan jo skyldes, at supermarkederne i Norge kun må sælge øl, der er 4,7% eller under. En undersøgelse fra et par år siden viste dog, at en stor procentdel af øl - mærket 4,7% - var væsentligt kraftigere.

'Jule Bock' har en dejlig duft at malt med lidt humle lurende i baggrunden. Den er temmelig tynd i kroppen, hvilket kan tale for, at den holder de 4,7%. Smagen er udmærket. Man mærker malten og her kommer de amerikanske humler lidt mere frem på paletten.

Karakter 3+

Forleden var jeg på Basement Beer Bar i Aalborg med en kammerat, for lige at smage på øllet der. Vi lagde ud med en julesour. Jeg valgte 'Glædelig Jul' fra det engelske bryggeri Wild Weather, og kammeraten valgte en anden.

Wild Weather Ales er et bryggeri fra Silchester, West Berkshire. De har deres egen pub - The Weather Station - i Reading. Jeg vil næsten tro, de har brygget denne julesour til det danske marked, udfra navnet. Den er brygget med tranebær og har en fænomonal flot, rød farve. Den smager sødligt at bær og det syrlige indslag kan man også fornemme, men den er meget let i karakteren, så det bliver lidt saftevandsagtigt.

Karakter 3+


Vi smagte også en dejlig BA Stout fra Burnt Mills - The Weight In Gold' men det er ikke en juleøl.

Det er Basements egen 'No Tricks All Treats' nok heller ikke. Nikolaj fra Basement Beer Bar brygger selv glimrende øl under navnet Y Not Brewing, og denne øl lader til at høre til Halloween.

Det er en stout på 10,5% og med en tilsætning af appelsinskal og vanilje, synes jeg faktisk godt, den også kan gøre det ud for juleøl.

Kulsort, dejlig aroma med ristet malt og appelsin, god fylde og smag, hvor også vaniljen får lidt plads. Det var en god afslutning, syntes vi.

Karakter 4+

Eller det troede vi - for jeg kunne se, at jeg umuligt kunne nå min bus hjem. Så i stedet for at sidde en times tid i et busskur valgte vi at smage endnu en øl. Vi havde fundet en på tavlen, da vores blik faldt på en flaskeøl. En af julens klassikere, som jeg har nydt i mange år - 'Stille Nacht' fra De Dolles Brouwers i Belgien - men kammeraten kendte den ikke. Vi købte en enkelt flaske og fik 2 glas ( 85 kr - jeg købte en flaske forleden i Voldby Købmandsgaard for under det halve ).

Jeg har skrevet om den for mange år siden, og vil her bare sige - vi sluttede på toppen.






 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar