Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 13. december 2021

Tid til en øl - Indslev Red & Green Jule IPA


13. December 2021

Indslev startede - i den nuværende udgave - i 2006 som et bryggeri, der udelukkende bryggede hvedeøl. Med tiden udsendte de et underbrand ved navn Ugly Duck, der hurtigt blev anerkendt som et af Danmarks førende bryggerier med mange priser på CV'et.

I 2018 gik de konkurs og blev opkøbt af Bryggeriet Vestfyen, der har kørt Indslev Bryggeri videre.

Der har været lidt stille omkring det, men nu har de en ny 'Red & Green Jule IPA' på markedet.

Det er ikke en hvedeøl, men en traditionel IPA på 6,3% som man kunne tro var Ugly Duck's juleøl. Der er brugt Münchener malt og røde karamelmalte, og det ses på farven. Det er en mørk øl med et rødligt skær. Der er tørhumlet med amerikanske humler og det giver en intens duft af grape og fyr. Man kan også fornemme den sødere malt. Den ligger let i munden og har en lille skarpt snert fra humlen. Smagen indledes med en fin karamelsødme, inden humlen tager over. Etiketten siger 'grape, fersken og fyrrenåle', men jeg synes, at fersken i så fald bliver overdøvet.

Navnet må henvise til den røde malt og de grønne fyrrenåle, men også til den røde etiket med det grønne juletræ, hvor Indslevs flotte svane sidder i toppen

Karakter 4

Denne øl har været med i Natholdets Julekalender, men jeg har ikke set den i år. Sidste år syntes jeg det blev for dumt og intetsigende, for Carsten Berthelsen kom stort set ikke til orde, og det halve afsnit jeg har set i år, fortsatte i samme spor. Ærgerligt for de første sæsoner var glimrende.


 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar