Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 21. august 2016

Tid til en øl - Brekeriet Brillant


21. August 2016

Syrlighed og syrlighed er mange ting. Jeg beklager, at jeg ikke er så meget for ascorbinsyre, som jeg smagte i går, men den virker kunstig og bruges tit i øl, hvor jeg ikke synes den hører hjemme. Til gengæld er der andre øl, hvor syrligheden er en del af udtrykket. I mange belgiske ales er der en passende syrlighed og ligeså i den hypede Berliner Weisse.

Den belgiske saison har en vis tradition for syrlighed og det er denne type som det svenske bryggeri Brekeriet har kastet sig over. Det ligger i Landskrona, Skåne, men begyndte i 2012 i byen Gjurslöv udenfor Malmö. Det var de tre brødre Ek, der grundlagde bryggeriet – Fredrik, Christian og Andre. Deres specialitet er at alle øl er brygget med vildgær og bakterier. De skriver at alle deres øl er brygget med saccharomyces og brettanomyces.

JAAAAAAHHH – Danmark vinder Guld i håndbold – SÅDAN! TILLYKKE!!!!
Som man måske kan fornemme, kom der lige en OL-finale ind midt i denne anmeldelse. Fantastisk spændende kamp.

Men tilbage til emnet. Brekeriets saison ”Brillant” er også brygget med de to gærtyper og indeholder både byg- og hvedemalt. Den er en del af deres serie ”Wild Bunch”, der netop er kendetegnet ved at begge gærtyper er med.

Det er en bleggul øl på 5,5% med luftigt, hvidt skum. Den har en syrlig citrusaroma, der dog afdæmpes lidt af duft af mandarin. Den har en let snerpende fremtoning, men er ikke så skarp som forventet efter duftindtrykket. Efter det første syrlige angreb dukker en overraskende sødme op, hvor det netop er fine orangenoter, der dominerer – inden det til slut ender i mere syrlighed.
Man kan godt fornemme at det ikke er en spontangæret øl, men at der er en kontrolleret brug af vildgær.


Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar