Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 22. oktober 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Rubjerg Fyr


 22. Oktober 2020

I dag modtog jeg en forsendelse med øl fra Løkken Bryghus.
Løkken Bryghus stammer fra 2006, og ligger centralt i byen på Vrendstedvej 12
Bryghuset har haft økonomiske vanskeligheder, og gik konkurs i 2010, men blev heldigvis startet op igen i 2011 under navnet Løkken Nye Bryghus.
 
I 2019 fik bryghuset ny direktør og brygmester, da Kent Boalth kom til. Han kommer fra Thisted og var med til at starte Frederikshavn Bryghus op. Siden da er der kommet nye øl på markedet – bla. et helt nyt brand med navnet ’Vestkysten’. Og i den senere tid er der kommet mere fokus på promovering og synlighed. Lige nu er der en fotokonkurrence i gang på Facebook, og jeg har fået en sending øl, som jeg i den kommende tid vil anmelde her på bloggen.
 
Løkken Bryghus har 3 forskellige serier i gang. ’Vendelbo’ – med typiske dialektnavne. ’Løkken’ – hvor titlerne knytter sig til Løkken og ’Vestkyst’-serien. Det bliver spændende at se, om der er forskellige målgrupper til de 3 serier.

Præcis i dag er det et år siden, at Rubjerg Knude Fyr blev flyttet 60 m væk fra kysten. Det var en fantastisk bedrift af den lokale murermester Kjeld Pedersen. Fyret blev opført i 1899 og er 83 m højt. Det har i mange år ligget faretruende nær kanten, hvor Vesterhavet hvert år tager nogle meter. Tårnet måtte lukke i 1968, men man kunne komme op i det til 2002, hvor det blev helt lukket ned.

Jeg har gennem tiden besøgt stedet flere gange, hvor det blev mere og mere begravet i sand, så kun tårnet stak op. I 2010 beskrev jeg her på bloggen en tur dertil, hvor en ven på magisk vis trak 2 Sierra Nevada Pale Ales frem fra madkurven. I sandhed et storslået sted til picnic.

 Nu er tårnet flyttet og det magiske er forsvundet. Sandet skal nok igen lægge sig som en blød dyne over stedet, men lige nu ligner det stadig en byggeplads. Det er nu handlingen og ikke stedet i sig selv, der vækker beundring.

Vi har ikke været der siden flytningen, men tog i efterårsferien en enkelt overnatning i Løkken, og besøgte i den forbindelse stedet.

Løkken Bryghus har naturligvis også brygget en øl til minde om begivenheden.

’Rubjerg Fyr’ beskrives som en Steambeer på 4,8%. Det er en undergæret øl, der er brygget ved overgærstemperatur, hvilket skulle give flere estere og mere sødme. Det er en mørk øl med en flot rødbrun farve og en let, beige skumtop, der forsvinder ret hurtigt. Der er en duft af mørkristet malt og mindelser om øllebrød. Den er behagelig let at drikke og føles levende pga af kuldioxiden. Smagen er tør og malten giver en ristet bitterhed, som egentlig får mig til at tænke i retning af schwarzbier. Jeg kunne personligt godt tænke mig lidt mere sødme fra malten. Humlebitterheden er ikke særlig fremtrædende. Den ristede malt bliver hængende i eftersmagen.

Karakter 3+

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar