Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 31. oktober 2020

Tid til en øl - Bryggeriet Vestkysten Bandit


 31. Oktober 2020

Det sker ofte, at et bryggeri har flere forskellige serier af øl, og nogle gange fremstår disse endda som værende fra et helt andet bryggeri. Det kan være fordi, man har opkøbt andre bryggerier – f.eks har Vestfyen nu Indslev og Refsvindinge i deres sortiment, men det kan også være, fordi man laver øl med en anden profil end de andre øl. Igen har Vestfyen serien ’Willemoes’, hvor man eksperimenterer med mere specielle øl, og de har også bryggeriet ’Frejdal’, hvor man bliver endnu mere udfordrende og knytter nordisk mytologi til øllet.

På samme måde har Løkken Bryghus flere serier, og de har også ’Bryggeriet Vestkysten’ under samme tag. Det er også brygger Kent Boalth, der står for denne serie.

Tanken er at lave en serie, der kan repræsentere Vestkysten fra Skagen til Blåvandshug, hvor man bruger økologisk malt fra Gyrup Malteri i Thy. Ideen er at bruge lokale råvarer, der repræsenterer vestkysten.

Bryggeriet blev dannet i 2019 og jeg har tidligere anmeldt deres IPA – ’Brilleaben’, men den kan jeg nu gensmage en af dagene. ’Vestkysten’ henvender sig til ungdommen og det er 2 unge Løkkendrenge – Theis Kassow og Emil Ussing – der tegner de sjove etiketter.

’Bandit’ er en lys lagerøl på 5,23% med en bitterhed på 26,6 IBU. Der er måske lige lovlig mange decimaler her.

Den omtales på flasken som en ’pilsner’, men på bryggeriets hjemmeside står der ’lys lager’. Det er den sidste betegnelse, jeg går med, for jeg synes ikke, der er særlig meget pilsner over den.

Det er en smuk gylden øl – klar og med et fint skumlag, der dog også her hurtigt forsvinder. Den har en sødlig duft af lyst brød og kiks og en fin mundfylde. Smagen indledes med gærsødme og det er her, jeg ikke rigtig kan finde pilsneren. Jeg synes, en pilsner skal være mere ren i smagen, men det kan fint passes ind i en lys lager. Jeg ville aldrig have gættet på amerikansk humle, som der nævnes. Den efterfølgende humlesmag minder meget mere om traditionel engelsk humle, men den afslutter i en god bitterhed.

Karakter 3

Jeg havde nok håbet, at der ville være en lokal smagsgiver fra vestkysten i denne øl – for at leve op til konceptet. Det håber jeg, er i de andre øl fra bryggeriet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar