Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 18. november 2020

Tid til en øl - Løkken Bryghus Rajfog


 18. November 2020

I dag har vi købt et juletræ til at sætte op i flagstangen. Det gør vi cirka hvert andet år, for hos os blæser det nemt i stykker. Og så har de lige lovet ’kraftig vind med vindstød af stormstyrke’. Hurra for det – håber træet holder. Men det er da i det mindste ikke ’rajfog’.

’Rajfog’ er vendelbomål for en snestorm, og hvis jord og himmel står i et, er det et ’himmelbetændt rajfog’. Med de store klimaforandringer er det sikkert et begreb, der er på vej ud.

’Rajfog’ er også en øl i Løkken Bryghus’ ’Vendelbo-serie’, hvor vi stifter bekendtskab med forskellige ord i dialekt. Jeg smagte den første gang i januar 2015, hvor jeg også skrev om den her. Siden har den fået ny etiket og måske også en ny opskrift. Der er i hvert fald andre indtryk nu end dengang. 

Jeg valgte glasset fra ’Vestkysten’ fordi jeg tænkte, en bock bedre kunne komme til sin ret der end i Løkkens eget glas

’Rajfog’ er en bock på 6,0%. Den er mørk og toppes af beige/lysebrunt skum. Man mødes af en dejlig duft af mørk malt og karamel. Der er også kuldioxid i denne øl, hvilket måske gør den lige livlig nok. På den anden side bliver den ikke tung og klæg som øllebrød. Der er smag af ristet malt, rugbrød og karamel. Det ristede bliver hængende i eftersmagen sammen med en anseelig mængde bitterhed fra humlen. Det er i hvert fald noget andet end 2015.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar