Jeg har ikke tidligere smagt øl fra Wiibroes Bryggeri. Det stammer fra 1840, hvor Carl Wiibroe overtog et lille hvidtølsbryggeri i Helsingør. Der havde været et bryggerlaug i byen siden 1624, og på et tidspunkt talte det 80 medlemmer, men i 1840 var der kun 23 tilbage. Allerede i 1851 begyndte Carl Wiibroe at brygge undergæret bayersk øl. Bryggeriet udvidede kapaciteten i løbet af 1800 tallet. I 1927 begyndte man mineralvandsproduktion, men vi haster videre til 1930, hvor Wiibroe ”Imperial Stout” så dagens lys. I 1964 købte Carlsberg bryggeriet.
Siden 1989 har Wiibroe udsendt en ”Årgangsøl”,hvor forskellige kunstnere har givet deres bud på en etiket. I 2011 var det Leif Sylvester. Der er meget genskin på fotografiet, men billedet hedder ”Hovedperson” og viser et stort hoved med ben og en arm der stikker ud af nakken.
Leif Sylvester skriver: ” Vi er alle hovedpersoner i tilværelsen, og vi har derfor et stort ansvar for, hvad vi gør for at handlingen og indholdet i den forestilling, der er vores liv, bliver så god som mulig. Gør livet til en fest”
I 1989 var alkoholprocenten på 8,9% og steg hvert år sammen med årstallet, men i 2000 lagde man sig fast på 10,6%. Det havde nu været lidt sjovere, hvis de var fortsat. For at nå den høje procent er der også her tilsat glucosesirup.
Det er en smuk gylden øl med pænt, kraftigt skum. Der er mange små livlige bobler. Duften er lidt neutral, men man aner både byg og alkohol. Den har en god mundfylde. Smagen er ligesom de andre, jeg har smagt i ugen domineret af sukkersødme og alkohol, samt lidt bitterhed til slut. Her er bitterheden dog ikke så udtalt. Måske er det derfor jeg synes, den er lidt mere balanceret – måske har jeg bare vænnet mig til udtrykket – måske har jeg ikke været koncentreret nok, da vi havde gæster til aften. Men faktisk virker denne øl lidt mere bockagtig, selvom der stadig er lidt vej tilbage. Den stikker ikke af i så mange retninger, men holder sig til sødlig alkohol.
Karakter 3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar