Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 20. juli 2012

Tid til en øl - Det Bette Ølhus / Pilaarbijter Bruin


20. Juli 2012

I ”Det Bette Ølhus” er der både cafe og butik. Der er altid over 250 forskellige belgiske øl til salg – ofte med tilhørende glas. Det er et rent slaraffenland. Vera har altid skaffet nye, spændende øl til landet, og der er også en masse øl og bryggerier, der  - i hvert fald for mig – er ukendte. Her er det indkøb, jeg foretog denne gang. Bla. nye øl fra Leffe og Affligem og jeg købte også et par eksemplarer af Affligem Triple, der er min favorit på området, og som jeg kun kan få i Aalbæk.

Gruut-serien fra Gentse og Kaizer Karl har jeg tidligere stiftet gode bekendtskaber med og øllene fra Bink og Templier er helt nye for mig. Det bliver spændende.

Efter indkøb af øl, ville jeg lige have en øl at køre hjem på ( min kone var jo med for at køre ), men den øl ( Grimbergen Optimo Primo ) jeg havde set på kortet var desværre udsolgt. ( Den kommer vist med hjem, næsten gang Vera skal til Belgien efter øl ).

I stedet blev jeg tilbudt en øl, der ikke var på kortet.

Vera har adskillige øl, der har ligget på lager i lang tid, og som har samlet kraft og udviklet sig, som det sker med gode, stærke øl. De har indtil nu ikke været til slag, men Vera overvejer at sætte dem på kortet til næste sæson, som man ofte ser det i Belgien.
Jeg fik tilbudt ”Pilaarbijter Bruin” som har ligget på lager siden 2007. Det er bryggeriet Bavik, der står bag de to øl i serien, og de brygger bla. også Petrus og Witterkerke, samt en del enkelte øl, som sikkert oprindelig stammer fra andre bryggerier – Ezel og Kwaremont.
Bavik stammer fra  1894, hvor Adolphe de Brabandere ansøgte byrådet om tilladelse til at bygge et bryggeri, og sønnen Joseph bryggede allerede samme år den første øl, så det er gået stærkt med opførelsen af bryggeriet. Det er nu fjerde generation af Brabandere-familien der ejer Brouwerij Bavik.
Navnet ”Pilaarbijter” stammer fra et billede af Pieter Breughel – ”Flamske ordsprog”, hvor vi ser søjlebideren helt ud til venstre.


”Pilaarbijter” er en flamsk betegnelse for en hykler, og hvorfor det lige er brugt her, ved jeg ikke.

Det er en bruin/dubbel øl på 6,5%. Det er en smuk, rødbrun øl, hvor sløret ikke helt skjuler de mange små bobler. Der er duft af mørk frugt, nok mest rosin. Den føles frisk men med en god fylde. På grund af den lange lagring er der kommet portvinsnoter frem, og vi aner stadig rosin og sveske i smagen. En glimrende øl, der sikkert er blevet endnu bedre af lagringen.

Karakter 4

Ingen kommentarer:

Send en kommentar