Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 30. juli 2012

Tid til en øl - Affligem Patersvat Blond.


30. Juli 2012

Klosteret i Affligem er det ældste i Belgien. Det blev grundlagt i 1074 af seks omvendte landevejsrøvere. Klosteret er et benedictinerkloster og da Skt. Benedict mente det var skadeligt for munkenes sjæle at gå uden for klosteret, var de næsten altid selvforsynende. Hvornår de begyndte at brygge vides ikke helt, men det er nævnt i 1129 efter en brand. Men som så mange andre klostre måtte det lukke under den franske revolution og man kunne ikke brygge under 1. verdenskrig, da tyskerne beslaglagde alle kobberkedler i Belgien til våbenfremstilling. Man prøvede igen at få bryggeriet i gang og i 1950 indgik man en aftale med Brouwerij Duke om brygning af øllet. Siden er Affligem-mærket overtaget af De Smedt og sidst Heineken/Alken-Maes. Et lille logo på etiketten viser, at man tilhører sammenslutningen af belgiske klosterbryggerier.

”Affligem Patersvat Blond” er en nyere øl – en videreudvikling af den traditionelle ”Blond”. Denne er ”dubbel gehopt” – altså humlet dobbelt så meget, hvilket formentlig betyder at den også er tørhumlet. ”Patersvat” ( Paters vat ) betyder ”paterens kar”.

Det er en  flot gylden øl med hvidt, perlende skum og et væld af bobler.  Alkoholprocenten er 6,8%. Duft af lys frugt som appelsin og drue. Frisk og livlig i munden. Smagen er også af lyse frugter, og man aner en humlebitterhed, men der er ikke tale om en ”humlet” i den forstand. Den minder slet ikke om amerikanske eller danske øl, og der er også flere belgiske blond, der er mere humlede. Men det er jo ikke noget, jeg synes så meget om, så derfor synes jeg denne ”Patersvat” er at foretrække frem for så mange.

Karakter 4

Købt i ”Det Bette Ølhus”, Aalbæk.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar