Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 9. juli 2012

Tid til en øl - Nibe Havhingsten

9. Juli 2012

Det hedder sig at de gamle vikinger drak mjød, men det har nok ikke været den primære drikkevare. For det er temmlig kostbart at fremstille store mængder af mjød, fordi hjød er lavet på honning. Man mener derfor at det mest var konger og høvdinge, der drak mjød til særlige lejligheder, mens andre drak øl til hverdag. Mjød var kendt som ”Gudernes drik”

Det er også fra vikingetiden, vi har vores betegnelser for øl. I den islandske Edda står der: ”Alu hededer det blandt mænd, hos aser biorr – men i Hel kaldes det miödr.”

”Alu” bliver til ”ale” og ”øl” – ”Biorr” bliver til beer/bier og ”Miödr” bliver til ”mjød”.

Nibe Bryghus har prøvet at lege lidt med øl og mjød. Inspireret af Havhingsten – der er en rekonstruktion af det 30 m lange vikingeskib Skuldelev 2.

”Havhingsten” er brygget på bygmalt, blomsterhonning, krydderier og humle. Det er med lidt forbehold jeg anmelder den, for den har overskredet holdbarhedsdatoen med et par måneder. Det plejer dog ikke at være noget problem med stærke øl og denne er på 10.0%.

Alkoholstyrken kom lidt bag på mig i går aftes, da jeg åbnede denne øl efter en lang dag med gudstjeneste og 2 forestillinger på Skansen. Jeg har ikke for vane, at kigge på etiketten, før jeg har smagt øllet. Man skal jo ikke  være forudindtaget.

Jeg har tidligere smagt mjød og det er en sødlig drik, som selv min datter godt kan lide. Havhingsten er en blandingsdrik, og den har da også et ganske andet udtryk end den rene mjød.

Det er klar og smuk gylden. Man kunne fristes til at sige at den ligner æblemost. Få dovne bobler danner et hvidt skum, der hurtigt forsvinder under hørlig knitren. Der er en duft af honning og en skarp note, der minder mig om oliemaling – lidt terpentinagtig. Om det er rigtigt eller det skyldes datooverskridelsen ved jeg ikke, men det er ikke ubehageligt og gennemtrængende – blot lidt anderledes.

Det er en forbavsende livlig øl – lidt prikkende og i længden virker den let bedøvende i mundhulen. Smagen er ikke så sød som ventet, men der er en note af honning bag en lidt skarp og syrlig indledning.

Karakter 3+

Karakteren skal måske tages med lidt forbehold, da jeg som nævnt ikke ved om øllet har overskredet holdbarheden.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar