29. August 2012
Efter rundvisningen
på Bie’s Bryghus var der en dejlig buffet med varer fra lokale producenter. Det
er noget, de lægger meget vægt på i restauranten og det smagte vældig godt. Vi
kunne vælge øl fra ølkortet.
Den lette ”Frokost
Hvede” på 2,6% var ikke længere på hanen, men derimod en mere potent ”Hvede” på
6,0%. Den købte jeg til første afdeling, der var ”godt fra havet”.
Uklar, abrikosfarvet
øl med svagt skum. Man kunne ane en let hvedeølsaroma. I det hele taget var
lethed et kendetegn. Let i karakteren, let i munden og let i smagen. Typisk
hvedeøls-noter, men som sagt – meget tilbageholdt.
Karakter 3
Til de gode pølser
og skinker – og chokoladekagen - valgte jeg i stedet den mørke ”Pullert” – også
på 6,0%
Den er sort medt
lysebrunt skum. Præget af ristet kaffe og en anelse lakrids. Igen – lidt afdæmpet
for ikke at forskrække nogen.
Karakter 3+
Pludselig satte et
voldsomt regnskyl ind, og selvom vi rykkede de store parasoller sammen omkring
bordene og nogle slog paraplyer op, så blev der temmelig vådt, hvor jeg sad. Så
jeg rykkede indenfor sammen med et par stykker mere.
Der kunne vi nyde
en ”Rug IPA” på 7,0%
Der er en orange,
uklar øl med lyst skum. Humlet aroma hvor grape og citrus blander sig med en
umiskendelig duft af rugbrød. Det er en frisk og relativ letdrikkelig øl. Smag
af humle, fyr og grape og med en markant bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3+
Det virker
umiddelbart som om, bryggeriet har mest styr på de traditionelle, ”gamle”
øltyper. Når der skal eksperimenteres går man ikke helt ind – måske for ikke at
være for ekstrem i udtrykket, men det giver nogle mere afdæmpede øl.
Derefter ville jeg tage
toget hjem, men andre deltagere var begyndt at tale om ”Den Blå Fisk”, hvor man
kunne få den tjekkiske ”Primator”.
Det lød som et
listigt værtshus, og jeg blev overtalt
til at gå med. Det viste sig, at jeg havde været der før. Da min datter var på
efterskolen i nærheden af Hobro fejrede vi hendes fødselsdag bla. med is fra ”Den
Blå Fisk”. Jeg ville nok have beskrevet stedet som et ishus, men de havde godt
nok øl. Dog ikke ”Primator”.
Men de havde ”König
Ludwig” og med en dunkel i glasset var det ikke så ringe endda. Og det var jo i
hvert fald ganske hyggeligt. Faktisk blev vi hængende så længe, at vi måtte
sætte det lange ben foran for at nå toget til tiden.
En dejlig øludflugt
med god mad, gode historier, godt selskab, og adskillige gode øl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar