26. Juli 2011
Vi
har været på en lille campingferie ved Aalbæk Strand Camping. Turen havde 3
formål.
For
det første skulle vi prøve vores nye telt. Vores allerførste telt var et lille
2-personers kuppeltelt beregnet til traveture i Norges fjelde og senere til
cykelture i Danmark. Det vejede næsten ingenting, og var derfor temmelig dyrt.
Senere da familien voksede og teltet var blevet spist af mus, købte vi et nyt.
Denne gang beregnet til bil og væsentligt tungere – prisen var lavere en det
lille telt. Det har vi haft stor fornøjelse af. De sidste år har vi ikke
camperet med telt, men nu købte vi et endnu større telt, hvor man kan stå
oprejst i. Og nogle ekstra tykke liggeunderlag – jo, man er vel kommet op i
årene. Nu skulle teltet indvies og det klarede sig fint – det regnede endda
meget af tiden.
For
det andet skulle vi prøve Aalbæk Campings nye svømmesø – herom senere.
Og
for det tredje skulle vi besøge ”Det Bette Ølhus”, der lå 200 m henne af gaden
i Aalbæk. Det er et af de få steder i landet, hvor man kan opleve en ægte
belgisk ølkultur. Det er oftest den engelske/irske kultur vi bliver præsenteret
for, og derfor er det spændende at opleve noget andet. ”Det Bette Ølhus” har
altid mindst 8 belgiske øl på fad, og der er 240 forskellige belgiske øl på
hylderne. Det er et slaraffenland for en ølentusiast. Jeg kender mange belgiske
ølmærker, men her stødte jeg på øl, jeg ikke har set andre steder, og også en
del øl, jeg aldrig har hørt om.
Det
er Vera Zobbe, der ejer ølhuset og som står for alle indkøbene af øl. Hun og
manden Frank kører ofte til Belgien, hvor de har mange kontakter, som gør det
muligt at få helt specielle øl med hjem. Faktisk skulle de af sted efter
lukketid, for at hente nye forsyninger, og jeg spurgte forskrækket om det betød,
at der var lukket dagen efter – men nej, der var åbent.
Hvor
godtfolk er, kommer godtfolk til. Da vi ankom mødte vi 2 garvede veteraner fra Aalborgafdelingen
af De Danske Ølentusiaster. De var på en tur med familien, og havde været
omkring Skagen Bryghus. Nu sad de her og nød nogle gode belgiske øl. For 50 kr.
kan man køre Nordjylland tyndt med tog – en ”gakgak-billet”. Jeg har selv
planlagt en tilsvarende tur, der dog endnu ikke er blevet til noget, men måske
skal den løbe af stablen inden 31. august, hvor gakgak slutter.
Jeg
kiggede på det enorme ølmenukort. 8 øl på fad og mange flere på flaske. Jeg
kunne se, der var en af fadøllene, jeg ikke havde smagt – ”Straffe Hendrik
Tripel” fra Brouwerij De Halve Maan i Brugge. Jeg smagte Quadrupel-udgaven ( den
mørke), da der var belgisk ølsmagning på John Bull ( 25 marts 2011 ), men det
er den lyse, der er originalen.
”Straffe Hendrik” ( Stærke Hendrik ) blev i 1981 brygget – på
borgmesterens opfordring – til afsløringen af en statue af Sint-Arnoldus i Brügge.
( Sint-Arnoldus er helgen for bryggere ). De Halve Maan ( Halvmånen ) stammer
fra 1856, men man har kendskab til et bryggeri ved navn Die Maene helt tilbage
i 1564. Det var Leon Maes – kendt som Henri I – der grundlagde De Halve Maan,
og det er hans familie, der stadig styrer det. Det var Henri IV og hans datter
Veronique, der bryggede ”Straffe Hendrik”.
Det er en lys tripel på 9.0%, og det blev så stor en succes, at
man besluttede at den altid skulle bruges til receptioner på rådhuset. Så det
blev en helårsøl. I 1988 overtog Riva produktionen, men i 2008 købte Veronique
og hendes mand Xavier Vanneste rettighederne tilbage. Der er benyttet 6
forskellige malttyper og humletyperne er Saaz og Styrian Goldings, formentlig
dyrket i Belgien.
Det er en orangegylden øl med en smule slør. Den har fint hvidt
skum og en dejlig aroma af appelsin, alkohol og sukker. Der er en god fylde, og
den virker varmende, hvilket var dejligt i det regnvåde vejr. Appelsin og sødme
kommer også frem i smagen og der afsluttes med en lang eftersmag med lys frugt
og en god balancerende bitterhed.
Karakter 5
…… Fortsættes
Ingen kommentarer:
Send en kommentar