15. Juli 2011
I
går måtte vi aflyse forestillingen om Robin Hood pga. regnvejr. Det var helt
mærkeligt ikke at være på scenen, og jeg havde næsten fornemmelsen af, at jeg
havde glemt alt. Men det havde jeg heldigvis ikke her til aften, hvor vi var
nødt til at afbryde forestillingen et kvarters tid, fordi der kom en byge. Der
var ikke udsolgt, men alligevel pænt besøgt. I morgen håber vi naturligvis på
udsolgt, da det er sidste gang, vi spiller. Det bliver mærkeligt at stoppe
efter så mange ugers intens prøveforløb.
Robin
Hood er jo en røver, der tager fra de rige og giver til de fattige. Røvere har
nok altid været farlige og forhadte, men er historierne gamle nok, kan man jo
se dem i et romantisk skær. Det gælder også vores egen Jens Langkniv og Røverne
fra Rold.
På
etiketten på dagens øl ( ”til røvere og andet godtfolk” ) får vi fortællingen
om Justi, der netop tog fra de rige og hjalp de fattige – hvor som helst han
kunne hjælpe, hjalp han. Hans kammerat Reginald mente derimod at de skulle
beholde det hele selv, og tredjemanden i banden var Ole Hopsasa, hvis største
glæde det var at få slukket sin brændende tørst og synge en munter vise. ( Det
passer godt på min egen karakter i Robin Hood). Det lyder som en hyggelig
bande, der ikke virker synderlig farlige, men det har de sikkert været.
Røveri
er jo en dunkel geschæft, der udføres i det skjulte, og derfor er det
naturligvis passende med en ”dunkel” – brygget efter bayersk inspiration. Det
er Røverstuen i Rebild, der har fået Søgaards Bryghus i Aalborg til at kreere
denne øl. Som jeg nævnte forleden er der mange bryghuse, der satser lokalt med
at brygge til lokale institutioner og begivenheder. ”Røverbryg” er en øl, jeg
forleden fik foræret af min bror, der havde været på familietur til Rebild
Bakker. Tak for det.
”Røverbryg”
er en temmelig mørk øl ( 5,5% ), hvor man ikke klart kan se boblerne. Skummet
er groft med store bobler og eroderer ret hurtigt. Der er en dejlig maltet
duft, hvor karamel træder frem. Den føles let i munden, sådan som man kender
det fra Bayern. Den har en meget mørk ristet smag, der blødes lidt op af runde
chokoladenoter, inden en temmelig markant bitterhed afslutter oplevelsen. Det
er en mørk øl beregnet til mørke planer.
Karakter
4
Ingen kommentarer:
Send en kommentar