Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 2. juli 2011

Tid til en øl - Kulmbacher Festbier

2. Juli 2011

I dag tog vi på Skansen kl. 10 for at øve en hel lang dag til kl. 18. Men de første 3 timer regnede det, så vi lavede rekvisitter i stedet. Da det klarede op, øvede vi stykket igennem i vores kostumer. Det var sjovt, men også meget varmt, da solen brød igennem. Vi skal jo oftest spille om aftenen, og der er meget køligere. Efter øvningen var der mange, der blev for at bygge og male. Der er stadig mange ting der skal laves.

Så det var en træt, gammel mand, der kom hjem. Jeg trængte simpelthen til en god, ukompliceret øl – lige ud af landevejen. Og i sådan en situation går man sjældent forkert med en tysk øl. Tyskerne eksperimenterer måske ikke så meget som bryggere i andre lande ( USA og Danmark). De er jo på mange måder hæmmet af deres Reinheitsgebot. På den anden side er det altid godt, gedigent håndværk med ordentlige ingredienser – øl der er beregnet til at drikke, og gerne i store mængder. Der er ikke så mange dikkedarer, og det kan i mange tilfælde være befriende. Det var i hvert fald lige sådan en øl, jeg havde trang til.

Og i ølskabet stod der en ”Festbier” fra Kulmbacher i Franken. Franken er jo et af de betydningsfulde ølområder i verden. Her finder vi mange bryggerier i Bayreuth, Bamberg og altså også i Kulmbach. I 1846 slog tre af de lokale bryggere sig sammen for at danne Kulmbacher Reichelbräu ( Johann Wolfgang Reichel, Johann Konrad Scheiding og Johann Martin Hübner, hvis man hænger sig i den slags detaljer ). Bryggeriet udviklede sig og opkøbte flere andre bryggerier, og i 1996 slog de 4 største bryggerier i Kulmbach sig sammen ( Reichelbräu, Sandlerbräu, Mönchshof and EKU ), og dannede Kulmbacher Brauerei AG.

”Festbier” er en øl i stil med de øl, der sælges til den store Oktoberfest i München. Her er det jo kun seks bryggerier fra München, der har lov at sælge øl, men mange steder afholdes der lignende Oktoberfester, hvor det er andre bryggerier der står for øllet. Det kender vi jo også herhjemme. Og selv om Franken og München begge ligger i Bayern, er der stor forskel på de to regioner – både kulturelt, historisk og religiøst.

Festbier er en lys guldøl – en stærk Helles på 5,6%. Der er mange livlige bobler, der tilfører en dejlig friskhed til øllet. Det er ellers maltsødme der dominerer i aromaen og ligeledes i smagen. Bitterheden er kun med for at balancere øllet, og det lykkes på fremragende vis. God fylde, masser af smag – en god øl.

Karakter 3+ ( dette er et forsøg på objektivitet. I forhold til det jeg trængte til skulle karakteren være højere ).

Bagpå halsetiketten står der, at Kulmbach er ”den hemmelige ølhovedstad”. Jeg vil nu nok mene at Bamberg er et bedre bud på den titel. Men den er måske ikke så ”hemmelig”.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar