Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 8. juli 2011

Tid til en øl - Dark Horse Perkulator



8. Juli 2011

I går havde vi premiere på ”Robin Hood” på Skansen i Hals. Der var fuldt hus og det gik vældig godt. Vi var alle glade for resultatet. I dag var det med nogen bekymring vi så på dagens vejr, men vi møder altid op – og minsandten om ikke det klarede op en time for forestillingen. Der kom dog ikke så mange tilskuere – de var nok blevet lidt afskrækket af vejrudsigten. Men forestillingen var i tørvejr og også en hel del sol. Nu håber vi på ordentlig vejr i morgen, selvom det ikke ser for godt ud.

De sidste indlæg om øl har været med amerikanske bryggerier, og den tendens fortsætter i dag. Denne gang med et af mine amerikanske favoritbryggerier. Der er temmelig mange på den liste, men Dark Horse Brewing Co. fra Marshall, Michigan er et af de nyeste. ( jeg kan godt forestille mig at gårsdagens bryggeri Weyerbacher kommer med på listen )
.

Dark Horse har lavet en doppelbock ved navn ”Perkulator”. Doppelbock stammer fra Tyskland, hvor Paulaner-munkene lavede den berømte ”Salvator” i 1600-tallet. Da den rigtig blev udbredt. Begyndte andre bryggerier også at lave Salvator-øl, men i 1894 fik Paulaner eneret på navnet. De andre bryggerier måtte så lave andre øl der sluttede på ”-ator” – ”Maximator”, ”Jubilator”. De nye amerikanske bryggerier har været meget opfindsomme med disse navne – ”Terminator” og ”Elevator”.

”Perkulator” er en kaffemaskine. Percolator betyder filtrering eller filtreringsmaskine, men med den anderledes stavemåden er det altså en kaffemaskine. Samtidig kan det betyde en tilbagevendende sætning, som – ”Hva’så” eller ”give me five”.

Denne udgave er en ”coffee doppelbock” ( ”Ha, take that, Germany, with your Reinheitsgebot”. Der er benyttet Fair Trade økologisk kaffe fra The Ugly Mug i Michigan. Man udskrev en konkurrence om etiketten, men kunne ikke beslutte sig for en vinder, så derfor er der to forskellige etiketter. Denne forestiller kaffemaskiner, der ligner rumraketter, og i baggrunden stiger nogle af dem til vejrs. ( jeg har aldrig helt fattet deres etiketter ).

Det er en meget mørk øl på 7,5%. Skummet er lettere latte-farvet og meget kraftigt. Det topper øllet som flødeskum på en irish coffee. Der er en forbavsende svag aroma. Måske er det skummet der hæmmer duften, for senere ( når der er mindre skum) træder en sødlig kaffe/chokoladenote frem. Hvis duften er svag kompenseres der i den grad for det i smagen. Fyldig og mørk med kaffe og chokolade og indimellem et strejf af lakrids. Humlen smager ikke igennem, men man sidder tilbage med en behagelig, lang bitterhed i eftersmagen.

Karakter 5

Ingen kommentarer:

Send en kommentar