7. April 2013
Var
til et dejlig kobberbryllup i går, og det blev lidt sent. Men vi skulle
alligevel tidligt op for vi havde et par ekstra danselektioner om formiddagen.
Så nu er jeg ved at være en smule mødig. Der var snevejr da vi kørte af sted i
formiddags, men jeg fandt alligevel en slags forårsøl frem, da vi kom hjem.
Stillwater
Artisanal Brewery fra Baltimore, Maryland er begyndt på en ny serie – ”Sensory
Serie”, hvor de samarbejder med forskellige musikere for at skabe en øl, der
kan stimulere alle 5 sanser. Den første øl i serien er lavet i samarbejde med
gruppen ”Lower Dens”, der også stammer fra Baltimore, der laver meget
eksperimenterende elektronisk musik. På den måde passer de to partnere godt
sammen – de vil begge udforske og udfordre deres verden. Denne øl er inspireret
af sangen ” In the end is the beginning”, der er et 12 min langt, temmelig ensformigt
nummer. Det er ikke lige min stil – der sker simpelthen for lidt, men det har
sin egen specielle lyd og stemning. At denne grå lyd-collage så ikke passer så
godt til den gyldne smukke øl er en anden sag.
”Sensory
Series v. 1 – Lower Dens” ( 6,0% ) er en gylden øl, der får et lidt anderledes gråmeleret
skær, når bundfaldet kommer med. Den kan måske anbefales at holde bundfaldet
væk, så er den i hvert fald smukkere at se på. Og der skal jo være noget for
alle sanser i denne serie. Når kapslen knappes af ryger det lidt fra
flaskemundingen, som var det en kanon, der var blevet affyret. Skummet knitrer
lystigt, så der er noget for alle sanser. Den er brygget med hibiscus og dette
er med til at give den en frugtig, forårsagtig aroma, hvor blomst og sød orangefrugt
blandes sammen. Min første tanke gik i retning af ”Fynsk Forår”. Den giver en
snerpende, tør fornemmelse i munden. Det er som om der er kommet lidt bitter
skal med, for smagen er ikke nær så sød som duften. Her er kommet et
syrlig/bittert strejf ind over – ikke så meget fra humle, som fra frugt.
Orangemarmelade, tænker jeg og det er egentlig ikke positivt, for det bryder
jeg mig ikke om. Her er det dog ikke så dominerende, men alligevel nok til at
tage lidt af glæden fra oplevelsen.
Karakter
4
Det
skal bliver spændende at se, hvilket konstellationer der vil komme fra
bryggeriet fremover.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar