Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 25. april 2016

Tid til en øl - Reinheitsgebotsmagning 2 / Spalter / Rhaner / Steiner


25. April 2016

Øllene i vores Reinheitsgebotsmagning var overvejende i den lyse kategori og kunne på mange måder minde om hinanden, hvilket der også var nogen, der gjorde opmærksom på. Men da jeg foreslog, at vi næste gang kunne lave en virkelig nørdesmagning, hvor vi kun sammenlignede ”Helles” fra bayerske bryggerier, kunne de godt se, at der alligevel var forskel på aftenens øl. ( Der var ingen, der lige havde tid til at komme til sådan en smagning ).


Stadtbrauerei Spalt er det sidste kommunale bryggeri i Tyskland. Det blev grundlagt i 1879 ved en sammenlægning af flere små bryggerier i Spalt. 5100 borgere i Spalt er aktionærer og borgmesteren er bestyrer. Her er der lokal opbakning. Spalt ligger i Mittel-Franken og er især kendt for sine humlemarker. Humletyper er spalter, der minder en del om Hallertau. Den dyrkes næsten udelukkende omkring Spalt. Den ældste variant er ”Spalt-spalter” ( opfindsomt navn ), der gjorde typen kendt. I alle bryggeriets øl bruges der naturligvis kun denne humletype.


Det gælder også i bryggeriets ”Premium Pils”, der er en meget lys øl på 5,0%. Der er en duft at træ og støvet korn, samt en note af kløver og friske blade. Det giver en forfriskende øl. Smagen er god – der er lidt forår og bøgeskov, og der rundes af med en pæn bitterhed, der står i modsætning til den lyse ”Helles”

Karakter 3+


Næste øl var en weissbier, der kunne dele vandene. Der var en, der syntes, det var det bedste, han kunne få – og en, der mente det stik modsatte.
Rhaner hører til blandt de ældste tyske bryggerier med ubrudt brygtradition. Det blev grundlagt i 1283 og det ligger i regionen Oberpfalz. Landsbyen Rhan og bryggeriet blev nævn i kirkebøgerne fra Döfering. I 1776 køber Jakob Bruch Mayer bryggeriet for 4000 gylden og det har siden været i familiens hænder. De har 15 øl i sortimentet.


”Panduren Weisse” henviser til en episode i 1742, hvor de berygtede lejesoldater Die Panduren fra Slovenien hærgede området og især nabobyen Waldmürchen. De var under ledelse af Franz Freiherr von der Trenck. Legenden fortæller, at denne forhærdede soldat blev forvandlet til et ”Mensch mit Herz”, da en lokal jomfru betingelsesløst blev forelsket i ham. Denne episode bliver hvert år genfortalt i ”Waldmünchener Trenckfestspiele” og dertil brygges denne øl.

Det er en lys weissbier på 5,2%. Den har de typiske weissbieraroma, men i den mere fredsommelige afdeling. Jeg kan godt lide lidt mere kraftigere gærnoter, men denne øl repræsentere typen på upåklagelig vis.

Karakter 3


Schlossbrauerei Stein blev første gang nævnt i et dokument fra 1489. Slottet og bryggeriet har skiftet ejer så mange gange, at hvis det har speciel interesse for nogen, må man lige selv besøge deres hjemmeside. Det flyver med titler, navne og årstal. De brygger et dusin øl, hvoraf en del er økologiske.


Deres ”Export Hell” er en meget lys øl på 5,3%. Den adskiller sig ikke meget fra den første ”Klosterhell” fra Alderbacher. Den har måske lidt mere krop, men denne øl ledte igen tanken hen på en tørstslukker efter hækklipning. Og i den situation kan man jo ligeså godt have lidt kvalitet og ikke forfalde til rent discountøl

Karakter 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar