Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 16. marts 2013

Tid til en øl - Ayinger Kellerbier


16. Marts 2013

I dag var der koncert i kirken med fangekoret fra Vridsløselille. En fin koncert, hvor teksterne var skrevet af de indsatte selv. Det gav et – formentlig meget lille – billede af livet sådan et sted. Det er nok svært at forstå, hvis ikke man har prøvet det. Jeg havde taget min mor med i kørestol, og vi nåede lige tilbage til plejehjemmet, inden sneen rigtig tog fat.

Til aften fik vi sandwich ( der var et par stykker til overs. Det er åbenbart lidt forskelligt, hvor mange der får udgangstilladelse ) – og dertil åbnede jeg en flaske ”Kellerbier” fra det tyske bryggeri Ayinger. De har en del øl derfra i Salling.

Bryggeriet blev grundlagt i 1876 af Johann Liebhard og det ligger i byen Aying ( heraf navnet ). Det blev moderniseret i 1999 og ledes nu af familien Inselkammer.

”Kellerbier” er brygget til ære for Johann Liebhard og efter gammel tradition. En kellerbier er en ufiltreret øl, der er gæret i åbne fade og som bliver pumpet op fra kælderen med håndkraft.

Ayinger ”Kellerbier” virker lige livlig nok ( på tysk ”spritzig” ) til at virke autentisk i den sammenhæng. Det er en lys, let sløret ”helles” med mange små bobler. Den holder 4,9%. Duft af korn, sød malt og en anelse gær. Det er også sødmen der dominerer smagen, og det balnceres med en mild bitterhed i eftersmagen. En udmærket, frisk øl, selvom jeg bedre kan lide den ”Zwick’l” fra Bayreuth, jeg fik forleden. Det har den fylde og krop, der hører til en rigtig kellerbier.

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar