22. Marts 2013
I dag ( og vist også i går ) var der ølfestival i
Salling i Aalborg. Flere lokale bryggerier var mødt op – Nibe, Skagen, Søgaard
og Fur bryghuse præsenterede deres øl. Men også andre bryggerier, der til
daglig er på hylderne i Salling var med – Hornbeer og Kissmeyer. Endelig var
der ingefær-øl fra Crabbie’s og en stand med øl fra Sierra Nevada og Shepherds
Neame.
Jeg var lidt rundt og fandt et par stykker at snakke
med. Jakob fra TMOH stod ved Sierra
Nevada standen, og jeg fik smagt ”Narwhal” ( imperial stout 10,2% ) og ”India
Pale Ale” fra Shepherds Neame. Begge øl skal måske have en nærmere analyse. Hos
Skagen smagte jeg den nye påskeøl – ”Haremissen”, der er en traditionel guldøl,
der ikke gør det store væsen af sig. Den absolut bedste overraskelse var et
samarbejde mellem Anders Kissmeyer og Hornbeer. Det var resulteret i en ”Smoked
Tripel Kisshorn” – en belgisk tripel udsat for røg. Det gav en anderledes
sødlig krydret tone til røgen end man er vant til. Jeg købte en flaske med hjem
til nærstudie. Ved Kissmeyer stand mødte jeg den nye formand for ”Danske Ølentusiaster
– Anne Lise Knørr – og fik gratuleret med valget.
I går havde jeg lidt ventetid inden vi skulle til
dans og fandt en passende øl at fordrive tiden med.
På John Bull Pub er en af månedens flaskeøl fra To
Øl. Det er deres ”Eurodancer” på 6,5%. Stilen er en american pale ale, hvilket
kan virke lidt underligt, når navnet er ”Eurodancer”. Man skulle tro, de havde
fokuseret på europæiske ingredienser, men nej. Brygget på malt, hvede, flækket
havre og amerikansk humle ( simcoe, citra, centennial og galaxy ). Etiketten er
EU’s stjerner med et pentagram i midten.
Forklaringen er - at det eneste gode der er kommet
ud af EU samarbejdet er ”Eurodance”, hvor man danser hjernen ud til elektronisk
musik. Til sidst kan man kun ytre enkelte statements som ”I’m Blue” eller direkte
nonsens som ”dubidub” ( jeg tror ikke sangen er repræsentativ for denne
musikstil ). Hos To Øl støtter de naturligvis folk, der har gjort dumhed til en
livsstil og har derfor lavet en fortsættelse til deres ”Sundancer” ( frit
forklaret, og muligvis rigtig forstået ).
Dog stadig ingen forklaring på hvorfor det skal være
amerikansk inspiration.
Det er en flot blommefarvet øl med kraftigt hvidt
skum, der virker noget groft i strukturen. Meget indbydende frugtig aroma med
sød grape, mango og mandarin i næsen. Jeg synes bitterheden i eftersmagen er
kraftigere end jeg forventer det af en pale ale, selv en amerikansk udgave. Men
nu har ren bitterhed jo heller aldrig været min favorit. Den fine aroma komme
desværre ikke frem i smagen, hvor man kun fornemmer en kortvarig grapenote
inden bitterheden tager over.
Karakter 3+
Ingen kommentarer:
Send en kommentar