Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 10. marts 2013

Tid til en øl - Beer Here Vinter Ale


10. Marts 2013
 
I dag var vi på en tur til Brædstrup for at besøge svigermor. Vi sad heldigvis lunt og godt i vores bil, for udenfor kunne vi se sneen fyge koldt hen ad vejen. Det var noget let og luftigt noget, der ikke lagde sig på vejen, men koldt så det ud, og det kunne man også mærke på den korte tur fra bil til hus. Jo – vinteren er stadig over os.

Så da vi kom hjem var det jo passende at åbne en ”Vinter Ale” fra Beer Here. ”Nyd den af et stort glas og giv den tid til at varme dit bundfrosne indre”. Den luner godt, hvilket jo ikke er så heldigt, hvis man er en snemand, men for os andre er det dejligt.

Det er en såkaldt ”Winter Warmer” på 8,0%. Brygget på det belgiske De Proef bryggeri og ”uden smålig hensyntagen til letdrikkelighed, ædruelighed eller anden utidighed”.

Ingredienserne er vand, malt ( pale ale-, choko-, belgisk og britisk karamelmalt, samt ristet byg ) gær, sukker, kaffe, laktose og humle ( Northern Brewer, Cascade, Centennial, Galena og Chinook ).

”Indtaget i større doser har denne øl dokumenteret effekt på vinterdepressioner, lommesmerter og anden dårligdom”.

Det er en mørkebrun øl med beige, uegalt skum, der bliver fint hængende på glassets sider. Meget indbydende aroma, hvor man fornemmer humlen gennem et sødere, mørkere lag af kaffe og mælkepulver. En fyldig krop. En kortvarig smag af rugbrød og mild kaffe inden humlen ( med overvejende grape og fyr ) trænger igennem. Lige når humlesmagen aftager dukker en sødlig note af laktose op. Eftersmagen domineres af en tydelig bitterhed.

Karakter 4+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar