Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 16. februar 2009

Tid til en øl - Erdinger Schneeweisse

16. Februar 2009
”Schneeweisse” kan vel oversættes som Snehvid, og det er netop sådan, det har set ud heromkring i dag. Selvom der flere andre steder i landet har ligget sne i flere dage, er det først nu, det har ramt Vester Hassing. Og det er kun et tyndt lag – lige akkurat nok til små kattepoter. De har mest løbet rundt omkring huset, men vover sig dog lidt ud i sneen engang imellem.
Det er første dag i vinterferien og den er gået med afslapning og et par musikaflytninger.
Jeg var forleden i Metro og fandt et par øl, jeg ikke har set andre steder heromkring, bla. denne ”Schneeweisse” fra Erdinger. Erdinger blev grundlagt i 1885, da hvedeøllet igen blev populært. Oprindeligt var det kun kongens bryghus – ”Hofbräu”, der måtte brygge hvedeøl, men i 1872 fik Schneider som den første lov til at brygge, og hurtigt blev hvedeøllet populært. Erdinger brygger udelukkende hvedeøl. I 1960erne iværksatte man en storstilet reklamekampagne og det er nu et af de kendteste hvedeølsmærker.
I 1997 besluttede man sig til at udsende en speciel vinterøl. Den omtales som den første vinterøl i Tyskland. Ellers er det ikke mange oplysninger, jeg kan findes om denne øl. Den er brygget på sommerhvede, men modnes længe og er først klar i midten af oktober. Den har en alkoholprocent på 5,6%
Den har en farve som lyst rav med en stor hvid skumkrone. Der er en kraftig bobleudvikling og skummet knitrer lystigt. Den er ikke helt klar – der er en smule slør i, men ikke som vi kender det fra ”Weissbier mit Hefe”. Ikke særlig megen duft, men der er noter af strå, hvede og en lidt sød note af tyggegummi. Den er frisk og livlig. Smagen er temmelig neutral. Der er en kort eftersmag, der erstattes af en let bitterhed.
Karakter 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar