Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 9. januar 2011

Tid til en øl - Dark Horse Tres Blueberry Stout

9. Januar 2011

Da vi skulle ud med aviser i morges, var der spejlglat på de små villaveje i byen. Vi tog bilen, for det var umuligt at cykle og vi lignede Bambi på isen, hver gang vi skulle ud til en postkasse. Men det gik uden brækkede ben og uden buler i bilen.

Ellers har weekenden budt på lidt af hvert. Lørdag var vi inviteret til min datter og svigersøn, der serverede hamburgerryg. Det smagte godt og vi nød en pilsner fra amerikanske Miller dertil ( 10 aug 08 ) . Derefter prøvede vi deres nye Singstar, hvor vi skulle prøve at synge så rigtigt som muligt i sange vi ikke helt kendte – men det var vældig sjovt. Og der var te og San Miguel til.

I dag havde vi mulighed for lidt ekstra dans, da nogle par fra danseholdet havde mulighed for at låne en gymnastiksal. Det var vældig godt, og så var der aftensgudstjeneste i kirken. Da vi kom hjem, var det tid til lidt dessert og en ”Blueberry Stout” fra Dark Horse Brewing Company.

”Tres” er den tredje øl i deres Holiday Stout Serie. De udsender en hver måned fra Oktober til Februar, så ”Tres” kommer i December. Jeg har tidligere smagt deres 5. øl – ”Plead the 5’th” – som er i absolut topklasse ( jeg skrev om den og bryggeriet d. 24 aug 10 ).

Der er ikke gjort så meget ud at etiketterne i denne serie. Det er en enkelt stregtegning af uforståelig art og der er ingen oplysninger på etiketten. Ikke engang om %-tallet. De fleste hjemmesider siger 4,5%, men en enkelt ( Ratebeer ) skriver 7,0%, hvilket egentlig passer bedre med indtrykket.

Det er en kulsort øl med nøddebrunt, blødt skum, der dog hurtigt bryder sammen. Aromaen er ristet med en lidt pebret note og en frugtagtig sødme. Den har en god varmende fylde. Smagen er krydret med ristet kaffe og peber, der er blødt lidt op med chokolade og - hvad jeg formoder er – blåbær. Det giver en lidt anderledes stout, der skiller sig lidt ud. Jeg vil gerne prøve at smage alle 5, så jeg må vist være lidt på udkig.

Karakter 4+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar