Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 30. januar 2011

Tid til en øl - Beer Here 2 / Kama Citra


30. Januar 2011

Efter tisse/ryge/strække ben-pausen lagde vi ud med de noget stærkere øl. Den første var på 10,0% og hed ”Malus Pater”. Etiketten viser en glasmosaik, der desværre fører tankerne hen på debatten om katolske præster. Det var vist ikke på tale, da øllet blev brygget, men det er netop, hvad Malus Pater betyder – ”Den dårlige fader”. Her er det igen en ironisk kommentar, men desværre er der jo intet sjovt i antydningen mere. Denne øl er brygget som en belgisk trappistøl – en quadrupel.

Det er en meget mørk øl med svagt skum. Der er en dejlig duft af sveske og sødme. Øllet føles lettere end forventet med et lidt prikkende anslag. Man fornemmer kandis og mørke frugter i smagen og en anderledes krydret smag ( der er kun tilsat koriander ), der adskiller den fra de velkendte trappister. Men det fungerer udmærket.

Karakter 5

 
Derefter blev det helt nostalgisk. Christian Skovdal Andersen havde været hjemme hos sin mor og havde fundet 4 gamle flasker med ”Vinterporter” fra Ølfabrikken. Det var de sidste, så her kunne vi ikke bare fylde glassene op, men måtte deles pænt om det. Og det er også en drik, man ikke behøver meget af. Nogle sagde endda, at de ikke kunne drikke en hel flaske ( 75 cl ) af denne fyldige øl, men med god tid og lidt viljestyrke, skulle det nu være mig en fornøjelse.
Vi fik en udtømmende historie om porter og stout, og den øltsunami, der dræbte 7 menneske, da en kæmpe porter-tank sprang læk i starten af 1800-tallet. ( 6 døde af drukning og den sidste af alkoholforgiftning. ( husk titlen på foredraget )).
Da englænderne begyndte at eksportere porter til det russiske hof, lagde skibene ofte til i danske og baltiske havne. Men under krigen med Napoleon i starten af 1800-tallet blev passagen gennem Østersøen jo lukket, da vi ( danskerne ) holdt med Napoleon. Derfor begyndte man i de baltiske lande selv at producere porter. Og med tiden blev denne øl undergæret, som alle de andre øl i Baltikum og Skandinavien. Den baltiske porter er altså undergæret – modsat den engelske. Vi har jo mange berømte eksemplarer – ”Le Coq” fra Estland og vores egen ”Limfjordsporter”.
”Vinterporter” er en kraftig udgave af denne portertype. En Baltisk Imperial Stout på 11.0%. Helt klart noget man ville have sat pris på ved Zarens hof. Den er kulsort med brunt skum. Brygget på masser af mørk malt og tilsat sjællandsk honning. Dette giver en blød og cremet mundfylde og er med til at tilføre sødme til de ristede noter. En kompleks smagsoplevelse med indtryk af chokolade, lidt røg og altså honning.
Karakter 5
 
Derefter gik turen til cafeen ”Ib Rene, Cairo”, hvor vi skulle smage aftenens sidste øl. Man kunne også nyde den i Søgaards Bryghus, men det var en speciel øl, der denne aften blev frigivet på cafeen. Christian har en overgang boet i Aalborg og var blevet grebet af stemningen og havde altså besluttet af lave et release-party der. Det skulle foregå kl. 11.00 og min sidste busmulighed afgik 11.15, så jeg var lidt usikker på, hvor meget tid jeg havde. Men jeg fulgtes med et par veteraner fra ølmiljøet i Aalborg og de kunne godt lokke øllet frem før tid, så jeg kunne i ro og mag nyde den sidste øl.

Kl. 11 introducerede Christian så aftenens øl – ”Kama Citra”. Her er der naturligvis en ordspil på den gamle indiske elskovslære – Kama Sutra. Citra betyder i denne sammenhæng, at der er tale om en singlehumlet øl, hvor der kun er brugt citra-humle. Citra er en ny amerikansk krydsning mellem amerikanske udgaver af Hallertau, Tettnanger, Goldings, Brewer’s Gold og andre ukendte humletyper.  
 

Der var sat et kaffekrus over hanen, da man ikke havde den rigtige etiket. Som man kan se, er det en mørk øl, en brown ale. Brygget på engelske specialmalte og altså humlet med Citra.  Der er en kraftig duft af grapefrugt blandet med mørke maltnuancer. Den føles frisk og en anelse skarp i munden. Smagen er også præget af humlen og der skulle måske have været lidt flere sødlige og krydrede raffinementer, hvis Østens mystik og erotik skulle komme helt til sin ret. Men en dejlig øl, hvor den nye humle får lov at præsentere sig.

Karakter 4

En yderst spændende aften med masser af gode øl på programmet. Og jeg nåede endda bussen hjem.
Fandt lige et billede på Beer Here hjemmeside, hvor man kan se en buttet 4-armet gudinde med byg, humle ølflaske og et skummende krus øl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar