Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 29. august 2011

Tid til en øl - BeerTrain / Skagen


29. August 2011

Store sild, fiskefilet, fiskefrikadeller og laks og rejer. Jeg skal love for at vi fik nok at spise med Skagen Bryghus’ store fiskeplatte.

 
Den 3. øl i kassen smagte jeg også for år tilbage under et besøg – ”Gl. Skagen”. Det er en amerikansk inspireret IPA med 3 forskellige humler. Den er kobberfarvet med et let slør. Skummet var utroligt ringe på alle smagsprøverne. Den har en mild smag med eksotiske frugter – bryggeriet foreslår selv ”mango”, og det kan der være noget om. Der er en fin bitterhed i eftersmagen og det er en god balanceret IPA, om end lidt fredelig. 6,0%
Karakter 3+
 
 
Skagen ”Væltepeter” har jeg ikke smagt før, så det var dejligt at den kom med i kassen i stedet for Thy Pilsner. Den er beskrevet som en dobbeltbock på 7,5%. Der står også at den har portvinskarakter, men dertil er der for meget røg og tjære i. Det er ikke en bock lige efter bogen, men måske et forsøg på at lave en Skagenvariant. Der er taget udgangspunkt i de gamle bundgarnfiskere og det kan mærkes.. Den har en mørk mahognifarve, og man fornemmer en svag duft af ristet malt. Den fylder godt, men virker lidt sødladen. Der er smag af sukker, ristet malt og røg. Den minder mig mere om en porter end en bock, men her var vi ikke alle enige. Jeg blev nu ikke væltet omkuld af den.

Karakter 3


Den sidste øl var netop en porter ved navn ”Bundgarn”, og jeg må sige, at der er forskel på de 2 øl. Denne er kulsort – her trænger ikke lys igennem. Her er brugt røgmalt og sortmalt, engelsk humle og yderligere er der tilsat engelsk lakrids. Her går man lidt længere og mindes dengang Skagen var en fiskerby og ikke kun en by for lystsejlere. ( Min bror var fortørnet over, at han ikke så en eneste lyseblå fiskekutter ved molen ). Det er en fyldig øl på 6,5% og også her er der kun en svag duft Måske har aromaen det lidt svært i de små smageglas. Den lægger ud med en lidt skarp, næsten syrlig smag, der dog hurtigt viger for røg og ristet kaffe. Lakridsen kunne jeg ikke opfange, selvom jeg syntes jeg gjorde mig umage.

Karakter 3+

Skagen brygger solide, ordentlige øl, men dog uden det store spræl. Det er nok også en god politik, hvis man vil have fat i et større publikum. Jeg synes stadig pilsneren ”Drachmann” (som vi ikke smagte ) er deres absolut bedste øl. Derudover undrer det mig at man ikke på selve bryghuset har bare en enkelt øl, der ikke kan fås overalt i supermarkederne ( måske er ”Væltepeter” sådan en (?))

Vi gik en tur omkring havnen inden vi tog toget tilbage mod Ålbæk og næste stop på turen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar