Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 26. august 2011

Tid til en øl - La Divine


26. August 2011

Da jeg første gang besøgte ”Det Bette Ølhus” i Ålbæk, blev jeg imponeret at det store udvalg af glas. Og jeg købte et par stykker med hjem. Former, som ikke var repræsenteret herhjemme. Et af de meget smukke tulipanglas var glasset med logoet ”La Divine”. Jeg købte naturligvis også den rigtige øl dertil.

Brasserie de Silly ligger i Vallonien ( derfor er navnet fransk )  i byen Silly. Byen har taget navn efter floden Sylle, der løber gennem den. Det blev grundlagt i 1850, hvor man også havde en farm der dyrkede byg og humle. Man bryggede overgærede øl indtil 1950, hvor man udvidede sortimentet med undergærede pilsnere, samtidig med at man udbyggede en kæde af ølbarer. De brygger nu en stor vifte af øl ( en af de nyeste er ”Pink Killer”, som jeg mødte på ølfestivalen i Århus i 2008 ). De brygger også en serie med navnet Enghien

Et af flagskibene er ”La Divine” som har fået ny etiket. Tidligere var det et billede at Venus malet af den italienske maler Botticello, men nu se vi et lille kapel i skoven. ”La Divine” betyder ”hellig” og det kan jo både være Venus og Maria.

Den er brygget med Pale ale-, Karamel- og Aromatisk malt ( hvad det så lige er ) – sukker, gær, East Kent Goldings, Saaz og Hallertau humle. Der oplyses ikke noget om bitterhedsniveau, men det virker ret højt. Alkohol 9,5%.

Det er en blommefarvet øl, der står utroligt smukt i glasset. Lyst skum på toppen. På grund af glassets form stiger de små bobler op i en søjle i midten. Dejlig duft af lys frugt – blomme og drue, samt en umiskendeligt note af alkohol. Det er alkoholen der dominerer i starten, hvilket giver en barleywine karakter. Så overtager noter af blomme, inden der afsluttes med en ret kraftig bitterhed i eftersmagen. Det er en kraftig øl – den er ikke særlig æterisk.

Bryggeriet anbefaler den til chokolade, hvilket sikkert er godt. Jeg nød den til sushi, og her passer den bare perfekt. Alkoholen og bitterheden giver et fint modspil til det sushiens lidt ferske profil, og hamler også op med wasabien.

Karakter 4+
Vores kat troede åbenbart, der var mere fisk i posen, for den invaderede den i et enkelt spring.


I morgen drager jeg sammen med et par venner på en lille togtur i det nordjyske. Vi tager til Skagen Bryghus og får frokost og på vejen hjem står vi af i Ålbæk, og besøger ”Det Bette Ølhus”, der heldigvis stadig har åbent i weekenden. Vi kører på GakGak-billet, så selve turen koster kun 50 kr. Det bliver nok lidt dyrere med øllet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar