Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 31. maj 2011

Tid til en øl - Carl’s Bock


31. maj 2011

Så er jeg begyndt at male kulisser til Skansespillet. I går lavede jeg en borgmur og i dag kom jeg i gang med fangehullet. Det er begrænset, hvad jeg kan lave, og der bliver rigtig meget at lave, når vi rykker ud på Skansen og får kulisserne sat op.

”Carl’s Bock” er den 2. øl i testen. Carlsberg har i forvejen et par andre bud på typen – ”Semper Ardens Bock” (der dog vist er udgået ) og den fortræffelige ”47”. Så hvorfor nu dette bud.

Denne øl er anderledes end de 2 andre. ”Semper Ardens Bock” var sødlig med rønnebær, og ”47” er en lys bockøl. Denne nye bock er mørk og virker en del tungere.

Det er en flot mørk øl, der svarer til farven på etiketten. Den er klar og man kan skimte store, langsomme bobler, der stiger op og danner den fine skumkrone, der har et lidt gulligt udseende. Duften er maltet med karamel og et lille strejf af nisseøl. Men selvom den er tungere en ”47”, har den alligevel en livlig karakter. Måske er der tilsat lidt kulsyre. Det tungere præg stammer fra sødmen, der indleder smagsoplevelsen, hvor man også fornemmer en tydelig note af brændt karamel. Til sidst kommer der en god balancerende bitterhed frem.

Karakter 4

Denne øl virker mere helstøbt end ”Plzner”, men der er jo stadig en øl tilbage i testsættet, så lad os nu se. Og det er forhåbentlig ikke en øl, der skal erstatte ”Carlsberg 47”, for det vil være en frygtelig fejl, at lade den forsvinde.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar