Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

tirsdag den 17. maj 2011

Tid til en øl - Nørrebro Globe Ale


17. maj 2011

Her til aften var jeg omkring Skansen, hvor der bygges kulisser til Robin Hood. Vi fik stillet vægge op til den lille drejescene, så nu kan jeg snart komme til at male både fangehul og grøn skov. Det skal nok blive sjovt. De 2 drejescener er også samlet på forhånd, så det bliver noget lettere end sidste år.

Til aftensmaden åbnede jeg en grøn øl. Det er Nørrebro Bryghus, der tænker på miljøet. De har indledt et samarbejde med energistyrelsen for at nedbringe vand- og strømforbrug, og de opkøber CO2-kvoter, så deres ”Globe Ale” er CO2 neutral. Den er naturligvis også benyttet økologisk byg- og hvedemalt, samt økologisk humle. Etiketten er selvfølgelig også grøn.

Det er en ravgylden ale på 4,8%. En masse bobler hvirvler rundt i glasset og sætter sig til et fint hvidt skumlag. Man aner en frugtig aroma, der efterhånden går over i sødlig malt. Den føles meget let i munden. Den er også let i smagen, der er meget kortvarig. Man kan svagt fornemme lidt korn og frugt, men det forsvinder for hurtigt. Der er en udtalt bitterhed i eftersmagen.  Aromaen lover mere end smagen kan holde. Det er lidt ærgerligt. Det er en øl, der er beregnet til at forfriske, mere end som ledsager til maden.

Karakter 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar