Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

søndag den 13. november 2011

Tid til en øl - Gran Canaria / Spansk øl


13. November 2011

Er netop hjemvendt fra en dejlig ferie på Grand Canaria. Jeg har desværre ingen bærbar, så derfor har bloggen stået stille en uges tid. Jeg havde på forhånd ikke store øl-forventninger til turen. Jeg har nu været i Spanien flere gange på få år, og tænkte det kunne blive svært at finde nye øl. Der er mange udenlandske øl i Spanien, og jeg har da også smagt mange tyske, engelske og belgiske øl på vores rejser ( se tidligere rejsebeskrivelser ), men jeg var indstillet på gentagelser. Og det var der også mange af.

Vi boede i Playa del Cura – et relativt nyt område. Hotellet lå helt nede ved stranden og vi havde en fantastisk udsigt over bugten. Det er et meget lille sted, hvor der kun er hoteller og et lille centrum med 2 restauranter og en SPAR-købmand. Der prøvede jeg at se, hvad de kunne byde på.

Og sandelig – der var flere øl, jeg ikke havde smagt før. SPAR er en tysk kæde, så der var flere tyske øl, mange spanske og endog et par finske. Alle sammen i pilsner/guldøl-kategori. Om aftenen spiste vi paella i den ene restaurant og fik en Estrella dertil.


De næste ølbeskrivelser er ikke i kronologisk rækkefølge, men er om de spanke øl, jeg ikke tidligere har smagt. Jeg vil ikke nævne San Miguel, Alhambra eller de lokale kanariske øl – Dorada, Tropical og Reina Oro. Sidstnævnte er dog blevet bedre end sidst, måske fordi det var efter en lang bustur. ( jeg skrev om dem sidste år – 1. nov 2010 )

 
De fleste øl i supermarkedet var dåseøl. Nok fordi sollyset let ødelægger øllet og der er en del sol på sydkysten af Grand Canaria. Faktisk er der 190 flere sol-dage end på nordkysten.
Dorada er egentlig fra Tenerife. Jeg smagte deres pilsner sidste år, men nu så jeg en ”Dorada Especial” – en lidt stærkere udgave på 5,5%. Bryggeriet stammer fra 1939, men nu er det Compañia Cervecara de Canarias ( CCC ) der brygger de kanariske øl – både Tropical og Dorada. Det ejes af SABMiller.
Det er en gylden, klar øl med små bobler og dårligt skum. Det kan skyldes at glasset på hotellet nok ikke er blevet behandlet som det anbefales af ølentusiaster. Der er en duft af lys malt og vådt korn. Den føles frisk med en skarp kant. Øl under disse himmelstrøg er friske og fulde af kulsyre og serveres altid i kolde, ofte frosne glas. Mine øl kom dog fra køleskabet. Der indledes med lidt kunstig citrus, men smagen forsvinder hurtigt og går over i ren bitterhed.
Karakter 2
 
En anden øl fangede min opmærksomhed. Måske mest på grund af etiketten, der i den grad signalerede ”tysk øl”. ”Wierquer Bier” stod der skrevet med gotiske bogstaver, og i logoet stod der noget på latin. Tysk øl står for mig for godt håndværk og derfor hev jeg også den ned fra hylden. Ved nærmere eftersyn ( man skal se godt efter ) viste det sig, at den er brygget af Fort Salem – et bryggeri i Valencia – og der er tilsat majs, farvestof ( E-150 c ( karamel farvestof )) og E-405 der er udvundet af tang og bruges til at give lidt fylde. Så meget for reinheitsgebot – Nej denne øl er aldeles ikke tysk. Teksten i logoet er heller ikke latin, men der står vist ”Supers International Lager ”.
Det er en gylden øl på 4,5%. Skummet er hvidt og knitrer som i sodavand, og når det er bruset af, er det meget få bobler tilbage. Der er en kedelig, lidt kemisk duft. Den føles skarp og skærende i munden. Smagen er tynd med en kunstig citrusnote. Det er en billig øl, men den er ikke pengene værd.
Karakter 1
 
”Saturday Beer” henvender sig til de unge og smarte ( se etiket ). Her er det ”beer” i engelsk udgave. Denne øl stammer også fra CCC og også i Spanien har man opdaget at unge mennesker ikke bryder sig om humlebitterhed og man går samme vej som i Danmark – med tyndere og mere smagløs øl til unge.
”Saturday Beer” er også tilsat majs. Det er en gylden øl på 4,3%, hvor boblerne klistrer til glasset og pludselig river sig løs og stiger meget hurtigt op. Det ser egentlig flot ud. Der er duft af lys malt og lidt pissoir. Den er tynd og lettere vandet. Smagen er neutral og uden bitterhed.
Karakter 1
Jeg smagte heldigvis ikke disse øl lige efter hinanden, så havde jeg nok givet op, men hæng på det følgende dage – det bliver trods alt bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar