Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 14. januar 2009

Tid til en øl - Caulier Blonde de Noël

13. Januar 2009
Der står stadig nogle få juleøl i skabet, og i dag tænkte jeg at smage en af dem.
Caulier ”Blonde De Noël” på 10 %. Det er en utraditionel flaske med patentprop og en etiket, der viser en blondine iført julemandstøj, der slæber en sæk med gaver. Jo – Belgien er skam også et tegneserieland.
Det er en lys gylden øl. Der er en smule slør i første ophældning, hvor man stadig kan se boblerne stige til overfladen i en spiral fra midten af glasset. Når bundfaldet kommer med bliver den helt uklar. Skummet er meget kraftigt og blødt og bliver siddende på glassets sider. Duften er sød og en smule krydret, med noter af tyggegummi og appelsin/banan. Det er en livlig øl, der bruser op i munden. Smagen er meget sød. Man mærker tydeligt at der er tilsat ekstra kandis. Der er en krydret note og jeg synes, jeg til sidst kan smage lidt engelsk lakrids ( ? ). Alkoholen bedøver mundhulen en smule, men det har jeg nu altid godt kunnet lide. Eftersmagen er præget af alkohol og mere humlebitterhed end jeg havde forventet.
Denne øl er en hyggeøl. Om det er en blonde, ved jeg ikke. Jeg synes, procenten er lidt for høj, men øltyperne bliver jo for tiden udfordret fra mange sider og vi må nok se i øjnene at grænserne blive flyttet lidt rundt med.
Karakter 4+ ( jeg er nok lidt en sukkergris )
Denne øl var en del af Ølkonsortiets julekalender, som jeg dog ikke havde. Men en del af øllene var i overskud og blev solgt separat senere på måneden. Og tak for det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar