Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

mandag den 27. december 2010

Tid til en øl - Vendia Julebryg


27. December 2010

I dag har vi sendt datteren på juleferie og byttet nogle gaver – især dubletter af bøger. Der var forbavsende lidt kø i butikkerne, så det gik nemt. Vi hyggede os også med en kop kakao på Penny Lane. Her sælger de også øl – fra Søgaards og Beer Here – og en enkelt champagnebryg fra Næstved. Vi havde gæster til aftensmad, hvor vi fik revelsben – noget min ældste datter synes absolut hører til en ordentlig julefrokost.

Jeg havde en flaske ”Julebryg” fra Bryghuset Vendia i Hjørring på lager. Det er ellers ikke en øl, der har været så mange af i år. Jeg hørte at der var problemer med at komme kulsyre i den første sending, hvilket betød at øllet først sent kom i handlen og kun i mindre målestok. Men jeg fik altså en flaske med.

Vendias hjemmeside er ikke særlig ølorienteret. Den handler mere om, hvad man kan få i de 2 restauranter. De er lukket for tiden, kan man se – pga røg- og vandskade. Der var gået ild i en gryde på blusset og der var ikke sket skade på øllageret. De har måske åbnet igen, men det fremgår ikke af hjemmesiden.

Det er en belgisk dubbel, krydret med kanel og stjerneanis, samt appelsinskal. Humlen er tysk Hallertau og engelsk Fuggles. Den holder 7,0% og har en mørk rød farve. Man fornemmer krydderi – især stjerneanis i duften. Den fylder godt i munden uden at blive tung – der er jo lidt kulsyre i.  Smagen er behagelig med anis, krydderi og appelsin, men ingen af delene træder helt i karakter. Den slags smagsindtryk kan også nemt blive for dominerende, men her er de næsten for afdæmpede. Dog fungerer sammensætningen godt og balancen er i orden. Jeg kunne bare godt tænke mig det hele en tand stærkere.

Karakter 4+

 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar