Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 13. august 2009

Tid til en øl - Carls Special

13. August 2009
I dag har jeg været ude hos min mor for at få sat en smule skik på haven. Min far og mor har altid holdt haven i meget pæn stand. Min far tog det grove og min mor lugede og passede blomsterne., men på det sidste har det været svært at overkomme. Et par af bedene var helt vokset til i planter – ikke decideret ukrudt, men selvsåede blomster fra andre steder i bedet, og det gav et lidt rodet indtryk. Der er stadig meget at gøre, men nu ser det lidt mere ordentligt ud.
I vores familie kan vi godt lide at planterne står tæt. Vi er ikke så meget til solitære stauder med bar jord imellem, men det kræver mere arbejde, for der skal ofte håndluges.
Min mor har været til genoptræning i dag, og det går fint, selvom hun godt kunne mærke, at hun havde brugt nogle kræfter. Hun går rundt indenfor uden rollatoren og har også lagt de fleste piller væk. Så det går tydeligt fremad.
Til frokosten fik vi lidt brød med sild og æg, og en enkelt øl – ”Carls Special ” på 4,4%.
”Carls Special” blev udvalgt som jubilæumsøl ved 150 år jubilæet i 1997 og er brygget lidt som en wiener/classic øl.
Carlsbergs første øl fra 1847 var en mørk, bayersk øl, som siden er blevet kopieret flot med Jacobsens ”Original Dark Lager” ( 10 nov 08 ), men ”Carls Special” er et tidligere forsøg på at lave ”noget gammelt”. Den er meget lettere i karakteren – i 1997 var den nye trend med specialøl ikke dukket frem endnu, og man skule jo nødig skræmme nogen.
”Carls special” er en mørk gylden, lidt rødlig øl med kraftigt hvidt skum. Der er en lidt maltet duft. Smagen er sødere end den normale pilsnersmag. Der er en svag, men tydelig note af karamel. Eftersmagen er let bitter, men varer ikke længe, hvilket er meget normalt for den europæiske standard stil. Det er sådan set en øl i fin balance, men det hele er lidt let i udtrykket, hvilket er det mange forbrugere åbenbart gerne vil have.
Karakter 3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar