Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 8. august 2009

Tid til en øl - Hollandsk mainstream / Dommelsch / Amstel / Hertog Jan

7. August 2009
På 2. dagen af vores hollandsferie tog vi toget til Amsterdam. Vi skulle skifte i Rotterdam og det eneste problem på turen var af automaten i Vlaardingen ikke ville tage vores mønter, og det var en ubemandet station. Men til sidst fik vi smidt nok penge i til 2 billetter til Rotterdam. Her kunne vi så få en billet videre, og det blev på første klasse ( sommertilbud ).
Turen var jævnt kedelig, men vi så adskillige storke undervejs. Et sted var der 10 på samme mark, men de har jo også mange vådområder i Holland.
I Amsterdam tog vi en kanalrundfart. Rundt om byen blev der i starten af 1600tallet anlagt 3 store kanaler – Herengracht, Keizergracht og Prinsengracht. Derudover er der adskillige andre kanaler i byen. Den eneste naturlige vandvej er floden Amstel. Vi så de høje smalle huse med en lille kran på taget, så det er muligt at hejse ting ind af vinduerne. I gamle dage var grundpriserne så høje, at man byggede i højden på så lille et areal som muligt. Der ligger også mange husbåde i kanalerne og det er meget hyggeligt med de små gader og broer. Efter rundfarten gik vi ad kanalen Singel til ”Dam”, der er centrum i byen. Der er utroligt mange cykler – både turister ( der cykler langsomt og søgende ) og indfødte ( der farer afsted ). Der er tilsyneladende ingen færdselsregler for cyklister, så det ser halsbrækkende ud og det er vigtigt at have en klokke, der virker.
Vi var inde og se kongepaladset, men Domkirken virkede slemt kedelig efter vores tur i Hertogenbosch, så den studerede vi ikke nærmere. Frokosten tog vi ved Singel på en lille cafe.
Jeg fik en ”Dommelsch Pilsener”, der er brygget at Dommelsche Bierbrouwerij i Dommelen – nær Valkenswaard. Bryggeriet stammer fra 1744, men er i dag ejet af belgiske InBev.
Det er en gylden pilsner på 5,0%. Den adskiller sig ikke nævneværdigt fra standardtyper som Heineken og Carlsberg, så der er ikke meget at sige om den.
Karakter 2
Efter frokosten gik vi langs kanalerne i området ”De 9 gader”, hvor der er alle mulige små butikker. Vi så Hollands største protestantiske kirke og det lidt mere traditionelle handelsområde i gå-gaden.
Desværre har hollænderne ikke den tyske tradition med konditorier, så den kage vi gik og søgte efter, fandt vi aldrig. Ved kanalen i ”Red Light”- området fik vi dog pandekager og en øl.
”Amstel” er opkaldt efter floden gennem Amsterdam. Bryggeriet stammer fra 1870, men ejes nu at Heineken. Den er også på 5,0% og ligner meget Heineken. Lys Gylden med mange bobler. Relativ frisk og med mere fylde end Dommelsch. Der er også lidt mere bitterhed i eftersmagen
Karakter 2+
”Red Light District” er en meget speciel oplevelse. Vi gik gennem en af de smalle gader og pludselig stod der en undertøjsmannequin i et vindue – troede vi, indtil hun bevægede sig. Kvinderne findes i alle mulige former og faconer, men det virker meget lidt ophidsende, nærmest lidt sterilt og kunstigt. Man ved ikke helt, hvor man skal kigge hen. Jeg kunne i hvert fald ikke få mig til at glo uhæmmet på dem. Der er også mange sexshops og kaffebarer ( hvor man kan ryge soft-drugs ) i området.
Hjemme i Vlaardingen igen tog vi på græsk restaurant. Til maden kunne man nyde en pilsner fra Hertog Jan, som er et bryggeri i Arcen. Bryggeriet er opkaldt efter Jan I. - Hertug af Brabant. Oprindeligt var Hertog Jan et brand, men i 1998 blev det navnet på selve bryggeriet. Det ejes af InBev i Belgien.
Det er en flot gylden øl på 5,1%. Dovne bobler stiger langsomt op til det hvide skum. Duften er frisk og sådan føles øllet også. Smagen er fin og afsluttes med en anelse citrus fra humlen. God bitterhed i eftersmagen.
Karakter 3
Denne dag var en gennemgang af hollandsk pilsnerøl, der var temmelig ensartet, men heldigvis af stigende kvalitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar