Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 22. oktober 2011

Tid til en øl - Ørbæk Dark Horse


22. Oktober 2011

I går lavede jeg atter et par reviews med Peter og Jakob fra ”The Master Of Hoppets”. Det foregik i Vinspecialistens kælder, og denne gang var det 2 specialiteter fra Brouwerij de Musketeers. Deres serie Troubadour anmeldte jeg sidste efterår, men de har nu sendt et par ”de luxe”-øl til det amerikanske marked. Et par flasker af disse havnede i Ølkonsortiet, hvor jeg købte sidste eksemplar af ”Magma Special Edition 2011 Cascade Hop” . Den tilbød jeg, at vi kunne dele og anmelde sammen, og så købte de til gengæld Troubadour ”Imperial Stout”, så vi kunne lave 2 anmeldelser. Jeg skriver måske om disse øl senere.

De første 2 anmeldelser ligger allerede på youtube. Jeg siger ikke så meget og når jeg endelig gør kan man ikke høre det, fordi jeg mumler -  men det var rigtig sjovt at være med og de to gutter kører det overbevisende godt

Derudover ville Peter og Jakob lave review nr. 500 og til det havde de udvalgt en helt speciel øl. Så klik ind på deres side – nr. 500 kommer formentlig på mandag. www.youtube.com/user/TheMasterOfHoppets

Vi var på Luneborg Kro i går for at spise vildtbuffet. Der var and, dådyr, krondyr, vildsvin og meget mere. Derimod havde det kun de sædvanlige 4 Carlsberg/Tuborg, som slet ikke kunne matche maden. Det er jo ærgerligt.

Her til aften kom gode venner på besøg, så vi fik kalvesteg og couscous. Et par flasker øl kom på bordet - Willemoes ”Belgisk Ale” og Ørbæks ”Dark Horse”. Sidstnævnte har jeg ikke smagt før.

”Dark Horse” benævnes som en tysk schwarzbier i en lettere vrøvlet bagside tekst. Det virker som om den ikke ved hvad den vil. Heldigvis er den mere samlet i udtryk end teksten antyder. Den vandt faktisk guldmedalje i 2008 ved ”European Beer Star” i kategorien German Stykle Schwarzbier, så der må jo være noget om det. Den er økologisk og ligger på 5,0%.

Den minder ikke af udseende om en schwarzbier, men mere om en dunkel. Brun og lysgennemtrængelig med rødligt skær. Skummet var af en eller anden grund svagt. Nu blev den ganske vist serveret i belgiske pokaler - for den anden øl var belgisk – men det burde ikke betyde noget. Der er lidt mere schwarzbier i aromaen, hvor mørk frugt – tydelig sveske – blander sig med ristede noter. Den føles let og brusende, som om der er tilsat ekstra kulsyre. Smagen er også mørk frugt med ristet malt. Jeg fornemmer ikke de lakridsnoter bryggeriet taler om. Der kommer en middel, men tydelig bitterhed som afslutning.

Karakter 3+


Ingen kommentarer:

Send en kommentar