Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

torsdag den 20. oktober 2011

Tid til en øl - TMOH / Ciney Bruin


20. Oktober 2011

I dag har været en spændende dag, for jeg har været sammen med Peter og Jakob fra You Tube kanalen ”The Master of Hoppets” ( TMOH ). Peter har snart lavet 500 øl anmeldelser på You Tube og Jakob har været med på rigtig mange af dem. På ”Øllets Dag” talte vi om at lave et par anmeldelser sammen og nu var muligheden der. Vi mødtes i Ølkonsortiet for at finde en spændende øl. Tanken faldt i første omgang på ”Troubadour Imperial Stout”, men i det samme kom der en ny sending øl til Ølkonsortiet. 12 kasser med nye spændende øl bla fra amerikanske Hoppin’ Frog.

En af øllene derfra var en special udgave af B.O.R.I.S. Det var en udgave lagret på Canadian Whisky og den havde fået tilnavnet ”Royale”. Det blev den vi valgte til vores anmeldelse. Derefter tog vi hen på ”The Wharf”, og der fik vi lov at lave en video-optagelse af denne øl. Det var storsindet gjort – godt købte vi senere 3 øl på stedet, men det kunne de jo ikke vide.

Peter havde et lille kamera og så kunne optagelsen gå i gang. Jeg vil ikke skrive mere om den her men man kan se den på You Tube – ”The Master Of Hoppets”. Den dukker måske op i løbet af weekenden.


På” The Wharf” havde de en speciel engelsk klassiker på fad – Theakston ”Old Peculiar”. Det er en øl, man kan læse meger spændende om i Carsten Bertelsen/Rolf Nielsens bog ”50 øl du skal smage inden du dør”. Jeg vil igen henvise til kommende anmeldelser fra TMOH.

Vi havde en hyggelig snak, hvor vi udvekslede erfaringer. Selvom jeg er dobbelt så gammel som dem er min øl-interesse ikke, så der var meget spændende at snakke om. Vi nød et par øl fra Fuller’s mens snakken gik. Det var ”Chiswick Bitter” – en let øl på 3,5% med en markant humleprofil og den fremragende ”ESB”, der allerede nu er en klassiker.

Måske bliver det til et par fælles anmeldelser mere. Jeg havde købt den sidste flaske af ”Troubadour Magma Cascade Edition” og måske kunne vi lave et dobbelt review med den og ”Imperial Stout” fra samme bryggeri.

Til aften fik vi en dejlig fiskeret med bacon og jeg fandt en lille øl i skabet. Den er kun på 25 cl, men holder til gengæld 7.0%. Det er jo ikke ualmindeligt for belgiske øl. Det er svært at finde oplysninger om denne øl. Den bliver nu brygget af Alken-Maes, men den er ikke nævnt på deres hjemmeside. Alken –Maes opkøbte Ciney i 2000, men blev selv samme år opkøbt af Scottish & NewCastle. Det er noget gevaldigt rod med alle de opkøb.
Ciney er en lille by i Namur distriktet i Vallonien. Byens vartegn er tårnet på kirken Skt. Nicolas. Tårnet kolapsede under en storm i 2010 og eksisterer faktisk ikke mere, men kan heldigvis ses på ølog glas fra Ciney. Jeg købte det smukke glas med sølvkant i ”Det Bette Ølhus” i sommer.
Det er en mørk øl med rødligt skær. Den er en smule uklar og har et let, lyst skumlag. Der er en let duft af gær, lys frugt – måske lidt drue. Let og frisk i munden. Smagen er af frugt - måske med lidt mørkere note i baggrunden. Jeg kan ikke helt sætte navn på. Der afsluttes med en let/middel bitterhed.
Karakter 3+

Ingen kommentarer:

Send en kommentar