Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

fredag den 19. december 2008

Tid til en øl - Christmas Goliath

19. December 2008
Så er der juleferie - i alt fald fra musikskolen. Der er jo stadig aviser og kirkejobbet, der i denne tid intensiveres, så helt fri har man jo aldrig. Og vi har hentet datteren hjem fra efterskolen, og hun har fortalt meget om det spændende, hun oplever der. Til aften kom min bror forbi og vi fik en laksemad. Det var hyggeligt. Dertil fik vi en Fanø Juleale ( 9 nov ) og en ”Christmas Goliath” fra Brasserie des Geants ( Giganternes bryggeri ).
Bryggeriet ligger i nærheden at middelalderbyen Ath på det historiske slot Irchonowelz. Fra 2000 – 2006 steg produktionen fra 250 hl til 2400 hl, men i 2007 blev det slået sammen med Heksenes Bryggeri. Jeg har tidligere beskrevet en anden juleøl herfra, nemlig ”Nöel de Geants” ( 26 nov, ).
Bryggeriets første øl var en blonde ved navn Gouyasse ( 6,0% )., der er det lokale navn for kæmpen Goliath. Senere udvidede de med en Gouyasse Tripel ( 9,0% ). Den sidste weekend i august fejres Giganten Gouyasse i byen Ath med en storstilet festival med musik og dans og optrin.
Aftenens øl er en mellemting mellem de 2 kæmper. ”Christmas Goliath” er på 8,0% og det overordnede indtryk er som en blonde, men den er alligevel en anelse sødere og maltet med et strejf af koriander. Det er en ufiltreret øl med en rødgylden farve og et lækkert blødt, lyst skum. Små bobler stiger hurtigt op fra bunden i midten af glasset som en spiral eller hvirvelvind, og det er med til at give det friske indtryk. Smagen er præget af en lille smule karamel, men der er også en tydelig humleprofil. Min forudfattede mening om, hvordan en juleøl skal smage, bliver her sat på prøve. Det er svært at forbinde den med jul. Men som øl betragtet er den fremragende.
Karakter 4
I morgen skal jeg til en julefrokost, så det er spændende hvilke øl, der da står på bordet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar