Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

onsdag den 10. juni 2009

Tid til en øl - Schneider Hopfen Weisse

10. Juni 2009
Billedet snyder lidt, for der er meget mere bundfald end man kan se. Måske skal man lige vende bunden i vejret først for at få det rigtige indtryk af denne hvedeøl. Men det er en flot øl, når der ikke er bundfald med.
Bryggeriet Schneider er - som tidligere beskrevet – det første bryggeri, der fik lov at brygge hvedeøl, da monopolet blev ophævet. De har med denne øl ladet sig inspirere at den nye tendens med at øge humleindholdet i hvedeøl. Normalt er hvedeøl temmelig sparsomt humlet, men især de amerikanske mikrobryggerier har eksperimenteret med mere humle. ( som de jo gør i alle slags øl ). Det er da også et samarbejde mellem Schneider og Brooklyn Bryggeriet fra New York.
Hans-Peter Drexler ( brygmester på Schneider ) har i mange år været fascineret at den stærke amerikanske humledosering og  Garret Oliver ( brygmester på Brooklyn ) har til gengæld altid beundret den fine balance i de tyske  hvedeøl. Derfor har Drexler lavet en ”Hopfen Weisse” i New York med amerikansk humle og Oliver har lavet en tilsvarende i München, men med tysk humle. De 2 øl er altså ikke helt ens. Det bliver spændende, om jeg kan få fat i Brooklyns udgave.
Man har brygget en Dobbelt Hvedebock på 8,2%. Schneiders udgave ( brygget af Oliver ) er kraftigt humlet med Saphir, der er en ung variant af Hallertau.
Det er en gylden øl med et orange skær. Når den står klar i glasset ses en kraftig bobleudvikling, men får man bundfaldet fordelt, er det en temmelig grumset sag. Aromaen er præget at humle – en frisk lidt skarp citrusduft, der er blandet med en sødlig frugtnote af mango og ananas på dåse. Øllet føles friskt pga kulsyren. Smagen er også præget af eksotisk frugt, der kan kamme lidt over i en lidt kunstig, kemisk note, men humlen lægger sig over dette med en fin og god bitterhed. Jeg har faktisk lidt svært ved at finde ud af,  om jeg kan lide denne frugtighed eller det er for meget, så jeg vakler mellem karakter 3+/4.
Denne øl er købt i Ølkonsortiet, men jeg har også set den på fad i The Wharf, og det er nok værd at prøve, hvis de har den næste gang, jeg kommer der.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar