Her er en glad mand – for jeg har lige smagt en af de bedste
øl, jeg har fået i lang tid. På denne gråkolde og regnfulde dag ville jeg have
noget varmende, da jeg kom hjem. Aftensmaden var stegt flæsk med persillesovs
og jeg fandt en kraftig mørk stout i ølskabet.
Dark Horse Brewing Company er et nyt bekendskab for mig.
Bryggeriet er ikke nævnt i mine ølbøger fra forskellige lande og det er ikke
lykkedes mig at finde ud af, hvornår det blev grundlagt. Deres hjemmeside
stammer fra 1999, så ca. deromkring
Bryggeriet ligger i Michigan – i byen Marshall. Det er et
mikrobryggeri, og produktionen er ikke større end man stadig folder kasserne
til en sixpack i hånden. Der er en ølstue knyttet til bryggeriet. Her er det
også muligt at få noget at spise ( men kun hvis det kan laves i pizzaovnen ).
Der hænger 923 store keramik-ølkrus under loftet og på væggene, så det er en
lidt speciel udsmykning. Folk, der har besøgt stedet, udtaler at det ikke er
noget særligt, men deres øl er i særklasse.
De laver en serie af forskellige stouts og deres ”Plead The
5th” er en imperial stout på 12.0%. Navnet henviser til amerikansk retspraksis,
hvor det betyder, at man ikke skal vidne under ed, hvis vidneudsagnet
kriminaliserer en selv. Hvordan det lige hænger sammen med denne øl, kan jeg
ikke helt se.
Etiketten er lidt bizar, men den grå farve passede godt til
vejret.
Det er måske den mest tyktflydende øl, jeg endnu har set.
Den vil næsten ikke ud af flasken. Kulsort med kraftigt brunt skum på toppen.
Det har en orange glød, som om det indeholder en masse kraft og varme.. Duften
er yderst kompleks, men meget balanceret. Her er der sødme fra chokolade,
skarpe humlenoter og alkohol i en skøn sammenblanding. Det er en fyldig
fornemmelse at drikke denne stout. Den varmer og pirrer smagsløgene, for der er
mange indtryk at holde styr på. Men ingen af dem skiller sig dominerende ud.
Ofte møder man amerikanske stouts, hvor humlen træder tydeligere frem, men her
er alt i balance, hvilket gør det til en at de bedste stouts jeg har smagt.
Karakter 5+
Jeg købte denne øl i Ølkonsortiet, hvor det var sidste øl på
hylden, men herfra skal helt klart lyde en opfordring til, at den kommer på
hylderne igen. Det er en sæsonbryg, der bliver udsendt i april måned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar