Bedømmelse

1 Dårlig
2 Drikkelig
3 God
4 Meget god
5 Fantastisk

lørdag den 14. august 2010

Tid til en øl - Jever / Andechs Bergbock Hell

14. August 2010

I Hammer Bakker er der en shelterplads, hvor man kan overnatte. Den ligger ved en cykelvej gennem bakkerne og der er bålplads og vandpumpe og sågar et multtoilet. Der er 4 shelters, hvoraf 2 er helt nye. For 10 år siden holdt vi en fødselsdag for vores datter på pladsen, og det var så nemt, for børnene legede bare i bakkerne og vi behøvede ikke stille an med skattejagt og andre adspredelser.

Vi har en madklub med nogle venner, og vi besluttede at tage på tur  til shelterpladsen. De skulle bare møde op med varmt tøj og et styk seniorspejder. Der var et par andre familier, der havde fået samme ide, men der var 2 bålpladser, så det gik uden problemer. Seniorspejderen fik hurtigt gang i bålet, børnene løb rundt og legede og vi fandt lidt mad frem der ikke behøvede at blive grillet – indbagte pizzaer, tzatziki, små frikadeller og dertil en øl, købt med hjem fra grænsen.

”Jever” er en nordtysk pilsener. ( ”Pilsener” er ofte betegnelsen i Nordtyskland – længere sydpå bliver det bare til ”Pils” ). Bryggeriet ligger i byen Jever, Friesland, Niedersachsen. Nærmeste kendte by er Wilhelmhaven. Det stammer tilbage fra 1848, da Diedrich König mente, at hans øl var bedre end de 20 andre bryggerier i området. Det er nu et af Tyskland største bryggerier og deres øl kan fås over hele Tyskland. Det var i 1960’erne at pilseneren blev en national mærkevare. Tidligere havde man også en Maibock og en Export, men nu er der bare en Lime og en Light på programmet. Og så naturligvis ”Pilsener”.

Det er indbegrebet af en nordtysk pilsner. Brygget på hårdt vand giver det en tør og bitter øl med et aggresivt og skarpt udtryk. ”Wie das Land, so das Jever” lyder sloganet. Og det forklares som ”Uden dikkedarer, uden kompromisser”. Ren og skarp som luften i Nordtyske Friesland.

Den er meget lys og skummede temmelig meget. Almindelig pilsnerstyrke 4,8%. Lidt svag duft, men som sagt er der en markant, tør humlebitterhed. Det er en meget fin tørstslukker på en varm dag.

Karakter 4

Så fandt vi pølserne frem og snobrødet ( Jeg havde godt nok glemt dejen hjemme på køkkenbordet og måtte lige en smut tilbage ) og vi tog hul på en ”Altbier” fra Diebels. Det var en af de første øl, jeg skrev om på bloggen, og jeg kan stadig godt lide den. ( 1. aug. 08 ).

” Bryggeriet Diebels stammer fra 1878 og ligger i nærheden af Düsseldorf. De laver kun Altbier, der er en mørk, ravfarvet, klar øl med en fin skumdannelse. Smagen er fyldig med lidt frugt i starten - derefter sødme og en middel bitterhed ( hallertau og perle ) i eftersmagen. Fornemmelsen er tør og frisk.

4,8 % alkohol.

Karakter 4”

Vi sluttede af med ”Andechs Bergbock Hell” fra Bayern. Jeg skrev om deres ”Dobbeltbock ” i april
Andechs er et Benedictinerkloster vest for München. Det stammer fra 1455  og selvom bryggeriet nu er helt moderne er det stadig de gamle opskrifter, der benyttes.
”Bergbock Hell” er på 6,9% og har en ravgylden farve. Den er klar og skummet er hvidt og fyldigt. Vi havde kun plasticølglas med på turen og det er nok ikke det optimale for skummet. Der er en maltet og sød blommearoma. Øllet er blødt og rundt og fylder godt i munden. Også smagen er præget at sødme og af tydelige blomme- og abrikosnoter. Humlen er kun tilstede for at skabe balance, men mine venner syntes vist nok, at den stadig var i den lidt for søde ende af skalaen. Nu kan jeg jo godt lide søde øl, så det gør ikke noget.
Karakter 4                                                                                                  
Det er nok svært at finde 2 tyske øl, der er mere forskellige i udtrykket end ”Jever” og ”Bergbock Hell” og ”Diebels Alt” var noget helt tredje, så det var virkelig en rundrejse i tysk øl. En meget vellykket grillaften i Hammer Bakker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar